Opfordring til regeringen: Behold ejendomsvurderingen

“Ubrugelig ejendomsvurdering skal afskaffes” siger politikere fra VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Socialdemokraterne vil beholde ejendomsvurderingen, og i et klarsyn fortæller Mikkel Dencker fra DF hvorfor man vil sige nej til S-forslaget: “Det vil vi, fordi jeg kan forestille mig, at oppositionen vil bruge vurderingerne til at beskatte boligejere hårdere, så det hensyn vil jeg ikke tage til dem” i flg. DR.

Men, regeringen og DF glemmer helt, at ejendomsvurderingen ikke kun bruges til at betale skat efter.

Det er min erfaring som revisor at mange mindre virksomheder bruger ejendomsvurderingen i deres regnskab, fordi vurderingen – selvom den kan være upræcis – giver et fingerpeg om værdien af bygninger og jord. Alternativet er jo hvert år at bede en ejendomsmægler foretage en vurdering. Det kan koste alt mellem 3.000 – 10.000 kr. Hvert år.

Mæglervurderingen ville nok være mere rigtig på det præcise tidspunkt, men da den offentlige vurdering sædvanligvis er lidt forsigtig i forhold til markedet, kan mange erhvervsdrivende fint bruge ejendomsvurderingen i stedet for.

Med andre ord betyder regeringens afbureaukratiseringsforslag hvor ejendomsvurderingen afskaffes, at hverdagen bliver dyrere for erhvervslivet. Navnlig de mindre virksomheder. Det har vi desværre set før. Bevares man kan vel trække mæglervurderingen fra i skat, men alligevel: Hvorfor afskaffe noget som reelt set fungerer godt?

I flg. SKAT er der kommet 20.000 klager over vurderingen – det er vel heller ikke ret mange, set i lyset af de mange vurderinger der i alt sendes ud.

Min opfordring til regeringen skal derfor være: Behold ejendomsvurderingen. Den er ikke perfekt, men den er et godt redskab i hverdagen.

Og apropos Mikkel Denker: Hvis oppositionen får magt til at øge ejendomsbeskatningen, så finder de småmænd nok på en metode, også selvom VKO har afskaffet ejendomsvurderingen, så det er ikke noget seriøst argument.

Tags: , , ,

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *