Den ene dag var en af Morten Messerschmidts plakater i Næstved oversprøjtet med rød maling. Måske mente de, som på den måde ytrede deres mishag mod Dansk Folkepartis kandidat, at han er for meget socialist? Eller også bruger de bare Enhedslistens metoder.
Den næste dag var der på en af Morten Messerschmidts plakater tegnet nazitegn og skrevet “Giv os Hitler tilbage.” Man må indrømme at der i dette tilfælde dog var udfoldet en vis humor i vandaliseringen, men man kan jo næppe med ramme alvor sammenlige Dansk Folkeparti med Hitler.
At de lidt Helmut Lotti-agtige plakater i sig selv er udtryk for en vis humor kan man vel heller ikke komme uden om og sloganet er heller ikke uden ironi.
Men, plakaterne er dog en nytænkning i forhold til andre partiers valgplakater til EU-valget og i et demokratisk samfund burde man afholde sig fra at svine plakater til, hvadenten det er med rød maling eller nazi-tegn.
Eet er sikkert: Desto mere hærværk mod DF´s plakater, desto flere stemmer får DF – af ren sympati – så lad være med det….

