oktober 2009

You are currently browsing the monthly archive for oktober 2009.

Pengene fosser ud…

 

Skatten skal holdes i ro lover borgmester Henning Jensen i sin valgannonce. Det lovede Socialdemokraterne også sidste gang, ja skatten skulle endda sættes ned.
Det gik helt anderledes. Efter kun 2 år fik borgerne et skattechock:

Indkomstskatten op med 0,3%, ejendomsskatten op med 3 0/00 og erhvervslivet fik to nye skatter: Dækningsafgiften og en affaldsafgift.

I alt 90 mio. mere i skat om året. Det er i gennemsnit 1.100 kr. pr. år pr. borger i Næstved kommune.

Som om det ikke var nok har S-flertallet også spist sig gennem kommunens kassebeholdning. Den 1. januar 2006 havde kommunen 356 mio. kr. i kassen. 4 år efter ventes tallet at være ca. 40 mio.

Man har altså brugt 216.000 kr. fra kassen hver dag i 4 år, oveni de ekstra skattepenge. Kort sagt: Pengene er fosset ud af kassen.

Hvad er pengene så brugt til: Dyrt rådhusbyggeri, manglende slankning af administrationen, dårlig projektstyring, manglende styring af udgifter og meget mere.

Det må være slut nu. Efter 4 år med Socialdemokratisk flertal skal vi kræve fokus på kerneydelserne: Kvalitet i børnepasningen, flere timer i folkeskolen, ordentlig ældrepleje – og en stram økonomistyring.

I gamle dage sagde man at man skal sætte ”tæring efter næring.” Det gælder også i vore dages Næstved kommune og er forudsætningen for god velfærd.

Tags: , , , ,

Det har været nogle gode dage for trafiknyhederne for Næstvedborgerne.

Først bliver folketingets partier enige om at bygge en ny jernbaneforbindelse fra Ringsted over Køge til København. Det giver mere kapacitet og flere tog fra Næstved til hovedstaden – men jo først fra år 2018.

Dernæst bliver folketingets partier enige om at bygge den nordlige omfartsvej om Næstved by, fra Rønnedevej over Ringstedgade til Slagelsevej. Den er længe savnet så vi kan få den tunge trafik uden om Næstved og kan slippe for de lange bilkøer ved Bilka hver eftermiddag (hvisse søndage undtaget).

Altsammen godt, men alligevel kan jeg ikke lade være at dryppe lidt malurt i bægeret: Hvorfor skal trafikinvesteringer altid komme 20 år bagefter?

Banen har man drøftet i mange mange år, og det man gør er vel dybest set bare at indrette sig på behovet som man kender det nu – hvordan bliver det om 20 år?

Vejen skulle være fortsat dengang først i 90-erne da staten byggede den vestlige omfartsvej, men nej, Nyrup-regeringen satte det i stå. Altså også her ca. 20 år (i hvert fald 15 år) for sent.

Atter og atter indretter vi vores trafikale systemer efter behovene som de var, i stedet for behovene som de bliver.

Nuvel, det er stadig godt at der sker noget. Nu mangler vi bare det 4. spor på Køge bugt motorvejen – og udvidelse af Næstved-Rønnedevejen, så er vi ved at være på et tilfredsstillende niveau.

Tags: , , , , , , ,

I tirsdagens udgave af Sjællandske kræver Michael rex (DF) at Næstved kommune indgiver politianmeldelse af den irakiske kvinde som har fået uretmæssig førtidspension fra kommunen.

Kommunen har nu fået pengene tilbage og mener ikke der er grund til at politianmelde – og det var Michael Rex åbenbart enig i den 5. oktober, hvor byrådet fik en orientering. Rex krævede da ikke på det møde at der skulle anmeldes.

Men, man kan jo få en ny holdning, navnlig når der kommer presse på sagen…

Så når kommunen nu ikke vil, så har jeg da et godt råd til Rex: Lav selv politianmeldelsen! Det kan enhver jo gøre. Der kommer nok ikke noget ud af det og kvinden er jo nu langt uden for politiets lange arm, hvis det er så vigtigt – ja så kan Rex da bare selv tage bussen ud til politistationen…

Tags: ,

I en af sine valgannoncer taler borgmester Henning Jensen om nødvendigheden af en stærk ledelse (underforstået: Socialdemokratiet) for at føre Næstved gennem kriserne og de problemer som kommunen har.

En mærkelig konklusion egentligt, for Socialdemokraterne har haft borgmesterposten og ansvaret i Næstved i omkring 90 år! Så, hvis kommunekassen er ved at være tom (og det er den), hvis driftsudgifterne på arbejdsmarkedsområdet m.v. eksploderer (og det gør de) og der er flere andre problemer, hvem har så egentligt ansvaret, andre end netop socialdemokraterne.

Henning Jensen klager også over, at der ikke er kommet omfartsvej, udvidet Rønnedevej m.v. til Næstved. Igen: Hvem har haft magten i en række år: Socialdemokraterne  – både i by og det tidligere Storstrøms amt.

Det er tid til et nyt flertal i Næstved byråd.

Tags: , , ,

I dag onsdag befinder jeg mig i Bruxelles (eller Bryssel, eller Brussels) alt efter hvilket sprog man foretrækker, her i EU-nationens bankende hjerte. Eller et af dem i hvert fald. For når det gælder EU banker det administrative hjerte fortsat to steder.

I Bruxelles har EU-parlamentet en kæmpe bygnng, EU-kommissionen har deres administration og ministerrådet har mange kontorer.

Men, samtidig så har parlamentet en stor bygning i Strassbourg, hvor man officielt samles en gang om måneden. Alle i parlamentet rejser derfor hver måned til Strassbourg.

Det er en gammel sag og Strassbourg er da også en dejlig by, men for et EU der politisk  gerne vil “tale med en stemme” og have effektiv administration, virker der dybt tåbeligt og voldsomt uøkonomisk – for ikke at tænke på CO-2 regnskabet.

Kunne det nyvalgte EU-parlament ikke få gjort op med tåbeligheden og samle det hele eet sted. Indtil det sker vil der altid stå et latterlighedens Skær over parlamentet.

Selv rejser jeg nu hjem til verdens navle efter at have deltaget som speaker i EU´s “Open days” omkring samarbejde over landegrænserne.

Tags: , , ,

Man kan undre sig:

Hele venstrefløjen ønsker mere og mere rygeforbud.

Samtidig foreslår Enhedslisten at hash skal legaliseres.

Med andre ord: I følge venstrefløjen må man ikke ryge, med mindre det er hash – så må man godt….

Pudsigt, ikke…

Tags: , , , , , ,

Næstved kommunes økonomiudvalg har bevilget 50.000 kr. til kiosken på Glumsø station som underskudsgaranti. Se Sjællandske

Beslutningen er naturligvis helt forkert. Kommunen skal ikke støtte private selskaber – uanset hvor gode formålenen så i øvrigt er – med penge. Mange andre virksomheder der kører på underskudsgræsen får jo ikke penge af kommunen og hvad når Novenco fyrer 80 mand – skal kommunen så også træde til med penge? Naturligvis ikke.

I dette tilfælde er det nok fordi det er en tidligere socialdemokratisk borgmester fra Suså som er i spidsen for kiosk-selskabet Socialdemokraterne i Næstved har bevilget pengene. Man vil ikke lade en god kollega “gå ned” med selskabet økonomisk.

Det er ren partipolitik og ikke særlig pænt at se på.

Tags: , , , , ,