Magnus og betalingsringen

“Venstre vil bare have flere bilkøer” siger Magnus Heunicke (S) i Sjællandske d. 17.1.12. som forsvar for den betalingsring regeringen foreslår omkring København.
En betalingsring, der vil være dyr for Næstved. Som bosiddende i Næstved ved Magnus Heunicke sikkert udmærket at rigtig mange håndværkere og byggefolk pendler til København dagligt fra vores område. De kan ikke taget toget, men er tvunget til at tage bilen.
Mange tager med toget og som daglig pendler kender Magnus også forholdene på Sydbanen, hvor vores u-elektrificerede jernbanestrækning er afhængig af ældre diesellokomotivers evne og vilje til at køre hele dagen (Nyrup-regeringen bestilte jo som bekendt IC4 i stedet for at elektrificere jernbanen). Men, arbejder man ikke i City, så kan rejsen med tog/bus være enten lang, eller slet ikke mulig for nogle pendlere. De må tage bilen i stedet.
Min påstand er derfor, at hvis bilpendlere fra Næstved skal betale 50 kr. dagligt for turen til/fra København, vil det skade Næstved. Dels får vores erhvervsliv som højere udgifter og vanskeligere ved at konkurrere. Dels skader det vores egn som bosætningsområde. Hverken det ene eller det andet er i vores interesse – eller for den sags skyld i Magnus Heunickes interesse, som valgt i Næstved.
Mange socialdemokratiske og SF-borgmestre på Sjælland protesterer imod betalingsringen – ja enddog socialdemokraterne på Frederiksberg protesterer. Det bør Næstved kommune også gøre, og derfor skal vi drøfte sagen i Næstved kommunes Økonomiudvalg d. 23. januar.
Ingen har naturligvis interesse i nytteløse bilkøer, men at erstatte vejinvesteringer, havnetunnel og bedre offentlig trafik, med en betalingsring er bare ekstra skat på mobilitet.
Om betalingsringen kan man kun give Magnus Heunicke eet godt råd: Drop den.

Tags: , , , , , , ,

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *