Fornuften har sejret: Slut med kvindekvoter

Man må sige, at det at være kommet i regering har haft en noget dæmpende effekt på de socialdemokratiske valgløfter.

Millionærskatten røg ud, betalingsringen er røget ud og nu er kvindekvoter i bestyrelser også røget ud. Tænk, at det ikke er mere end et par år siden at daværende MF Julie Rademacher i ramme alvor mente, at store danske selskaber skulle tvinges væk fra børsen, hvis der ikke var 40% kvinder i bestyrelsen. Mageløst.

S-folkene har i øvrigt selv har haft vanskeligheder med at opfylde de ønskede kvoter, f.eks. i Arbejdernes Landsbank, der vel må betegnes som fagbevægelsens førende virksomhed. Kun een kvinde har fagbosserne selv kunnet finde at pege på. De øvrige to i bankbestyrelsen er valgt af medarbejderne.

Men, nu er det slut med lovgivningstrusler og det er fornuftigt.

Dels fordi det er aktionærerne som skal bestemme sammensætningen af bestyrelsen, ikke Staten. Dels fordi kvoter sjældent opnår noget fornuftigt formål, udover en masse arbejde for at undgå dem. Og ikke mindst fordi bestyrelsesposter bør besættes efter kompetence, ikke efter køn.

Nå ja, SF mener vel stadig at der skal være kvindekvoter, men nok ikke så meget  at det rent faktisk bliver til noget.

Tags: , , ,

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *