Næstved Havns budget 2014 retur igen

På byrådsmødet tirsdag d. 5. november skulle budgettet for Næstved Havn behandles. Det er nemlig Næstved kommune som ejer havnen og dermed også byrådet der skal godkende havnens budget og regnskab. Men, sagen blev taget af.

Det skyldes at jeg har stillet en række spørgsmål til budgettet, men sagen har i øvrigt haft en lang tur gennem maskineriet. Da budgetforslaget først kom til Økonomiudvalget, sagde Økonomiudvalget at der ikke var overskud nok over de kommede år. Derfor gik budgettet retur til Havnebestyrelsen. Havnebestyrelsen fremsendte så et nyt budgetforslag, med bedre overskud.

Nej, ikke et billede fra havnen, men af undertegnede i lørdags på Axeltorv

En af måderne, man får bedre overskud på, er ved at sætte afskrivningerne ned. I stedet for vil man nedskrive værdien af havnens kraner, kajanlæg og bygninger. Når havnen har mindre værdier er der også mindre der skal afskrives og vupti: Mindre afskrivninger = bedre overskud i budgettet.

Det er jo ikke ulovligt. Kreativt måske og for mig ringer alarmklokkerne altid, når en virksomhed gerne vil ændre sine afskrivninger. Det er nemlig sjældent fordi man gerne vil afskrive mere/hurtigere, men fordi man vil have mindre afskrivninger = bedre resultat.

Der var bare det pudsige at Næstved Havn ikke fortalte Økonomiudvalget, hvad det var for 18,9 mio. kr. som Havnen pludselig mener, man ikke ejer. Derfor bad jeg om en oversigt over det. Det kom nogle dag senere.

Det undrer mig nemlig, at byrådet d. 10. september 2013 godkendte Havnens årsrapport for 2012. Nu, kun 2 måneder senere, kommer havnen så og siger at havnens kajanlæg/kraner/materiel er 18,9 mio. mindre værd. Er det sket på bare 2 måneder? Betyder det at det regnskab som byrådet godkendte i september var forkert?

Det andet man kan undre sig over er, at Havnen nu f.eks. mener, at kananlæg der tidligere blev afskrevet over 30 – 100 år, nu skal trækkes fra med det samme. Og, man kan undre sig over at Havnebestyrelsen ikke har sagt ja/nej til de konkrete forslag til nedskrivninger, før budgetforslaget sendes til Byrådet.

Alt dette får Havnebestyrelsen nu tid til at se på, før byrådet igen behandler budgetforslag 2014. Jeg rejser spørgsmålene i en venlig tone. Det kan godt være nogle i Havnen bliver irriterede over at skulle bruge tid på det, men ting skal være i orden og når man ønsker at værdier for 18,9 mio. pludselig forsvinder ud i den blå luft, så skal der argumenteres for det.

Ellers bliver det for kreativt og byrådet må sige nej. Havnen ejes trods alt af kommunen og det vil sige skatteyderne, så når man gør noget skal det være velbegrundet, ikke bare en fiks idé.

Bilag:

Oversigt over nedskrivninger

Havn årsrapport

Tags:

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *