januar 2016

You are currently browsing the monthly archive for januar 2016.

Jeg vil ikke lukke skoler, siger Helle Jessen (Sjællandske d. 25.1).

Skæbnens ironi er, at det er netop hvad Helle Jessen og flertallet nu har lagt kimen til.

Alle ved, at der er 10.000 m2 for meget. Det har Søren Dysted sagt ofte – og det problem løser Næstveds kortsigtede skolepolitik ikke. Tværtom rykker man rundt på tusindvis af elever, stuver dem sammen og flytter overbygninger fra velfungerede skoler og ellers levedygtige lokalsamfund.

Byrådet valgte en strudsepolitik, hvor man håber at det hele går over af sig selv, når bare man bruger direktionens ny excelark til fordeling af økonomi og elever. Skidt med at erfaringerne fra Vordingborgs områdeledelse ikke er de bedste og at man opbryder gode skoler ses der stort på.

Tilmed vælger man at overhøre forældre, elever og forældrebestyrelser i en høringsperiode mange har beskrevet som en skinhøring. Det er ikke sundt for politikernes troværdighed.

De skoler på landet som Helle gerne i øvrigt vil redde, er nu i næste sparerunde blandt de mest udsatte, fordi man fjernede overbygningen.

Alt i alt, er der således ikke noget at sige til, hvis nogle forældre nu ser til private skoler. For at få indflydelse på deres børns skole og for at få stabile forhold.

Den ideologiske modvilje mod privatskoler fordi de er ”private” er ærlig sag, men noget bedaget, også for en socialdemokrat. Ikke mindst efter både den nuværende og tidligere socialdemokratiske partiformand har gjort brug af private skoler.

Byrådet burde have gjort det nødvendige: Lukke 2-3 skoler. Ironisk nok, tror jeg et stort flertal i byrådet var enige, men turde ikke sætte navne på. Derfor endte det med omorganisering, spildte arbejdstimer – og fortsat usikkerhed.

Skal kommunen købe boliger til flygtninge? Det er indlysende at kommunen skal bruge lukkede børnehaver og dagplejehuse som boliger til flygtninge (omtalt i Sjællandske d. 8.1.).
Men, der er også forslag om at kommunen skal bruge 20 mio. kr. på at købe 20 parcelhuse, som skal lejes ud til flygtninge. Der må jeg mane til besindighed.
Forhåbentligt varer flygtningestrømmen ikke ved i årevis. Derfor bør kommunen ikke købe parcelhuse, som man så senere skal sælge igen.
Derimod bør kommunen leje huse og lejligheder, som kommunen så kan videreudleje til flygtninge. Det giver både husejeren og den som søger boligen tryghed.
I øvrigt skal vi være meget obs på hvor flygtninge får bolig også når det gælder lejligheder. Bolig Næstved skriver at  Stenstrupparken på Parkvej risikerer at ende som ghetto, hvis man sætter flere indvandrere ind i lejlighederne der. Det skal tages alvorligt.
Vi bør sørge for at de ny borgere i Næstved ikke samles få steder, men tilbydes boliger over hele kommunen.