Nu må der styr på beskæftigelsesområdet

Ledelsen i beskæftigelsesområdet udgår i flg. Sjællandske påtale for misinformation af det politiske udvalg i sagen om Herregårdshaven. Men, dette er blot den seneste i en lang række fejldispositioner og mangler fra skiftende ledere.

Det startede da direktionen  og arbejdsmarkedschef (daværende) anbefalede at købe flygtningepavilloner, som man end ikke selv havde undersøgt dem først! Ansvaret blev behændigt fedtet af på Center for Ejendomme, selvom det var direktøren, som lancerede købet som helt fantastisk.

Ingen konsekvenser for direktør og arbejdsmarkedschef.

Ledelsen har også fået lukket støtten til Markloppen og FuturaCafeen, hvor nogle af de svageste borgere fik aktivering, fordi man indførte ”den dynamiske indkøbsmodel.” Her bliver alle borgerne til en ”sag,” som private firmaer kan byde på. En idé født i et DJØF-univers, hvor vi alle kan sættes på formel uden tanke på at vi også er mennesker af kød og blod.

Løsningen skulle bringe besparelser, men det lader vente på sig. I stedet blev der, kort efter arbejdsmarkedschefen havde sagt sin stilling op i december 2015, afsløre et kæmpe milllionunderskud.

Ingen konsekvenser for ledelsen i øvrigt.

Forinden havde direktør og arbejdsmarkedschef præsenteret den gyldne løsning: Et OPP-samarbejde med Falck og indretning af Konsulenthus, hvor det offentlige og Falck kunne lære af hinanden.

Så stor hast havde ledelsen, at man før sommer 2015 bad politikerne godkende projektet blanco. Da besindige i Beskæftigelsesudvalget bad om først at se en konkret kontrakt, blev sagen udsat. Efter flere udsættelser havnede det hele, ikke i et stort OPP-projekt, men i et lillebitte rådgivnings samarbejde – som Falck i øvrigt opsagde et par måneder senere.

Ingen konsekvenser for ledelsen.

Konsulenthuset, til en millionudgift, fik vi dog politisk sagt stop for til sidst, selvom forvaltningen rask væk tonedøvt kørte videre med planerne.

Igen ingen konsekvenser for ledelsen.

I år har Beskæftigelsesudvalget vedtaget en ”no cure, no pay,”model, dvs. kommunen betaler kun, hvis borgeren kommer i job/uddannelse. Rigtig godt!

Men, modellen som i første omgang blev præsenteret som målrettet jobparate borgere, rulles nu åbenbart ud til alle – også svage borgere med sociale, psykiske og alle mulige andre problemer, uanset tilstand. Det forekommer mig, at den politiske intention fik et tvist til noget helt andet i praksis. Det gør mig ikke tryg ved systemet.

Alt i mens får vi politikere mails fra borgere om (meget) lang sagsbehandling og (i min optik) vanvittige krav arbejdsprøvning med ned til 2-3 timer pr. uge og meget andet.

Beskæftigelsesområdet er stort og uhyre lovreguleret. Som politiker føler man ofte det er som at slå i en dyne (det synes flere medarbejdere sikkert også). Men, det er et område som har enorme økonomiske konsekvenser for kommunen – og for sårbare borgere.

Der er givetvis mere politisk bling-bling i snakke Campus, Ring Syd og Parkeringshus, men man kan ønske sig samme ihærdighed fra topledelsen i Næstved kommune, når det gælder beskæftigelsen. Det er her pengene ligger.

Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *