betalingsring

You are currently browsing articles tagged betalingsring.

Ud af 15.368 som daglig pendler ud af Næstved, så er der 2.436 som pendler direkte til København og Frederiksberg kommune.

Heraf tager de 1.298 personer med bil og 1.138 med tog. Det kom frem i dagens møde i Økonomiudvalget, hvor vi fik en orientering om pendlingen.

Det er ingen tvivl om at, hvis der kommer en betalingsring, så har det en effekt på Næstved – ikke mindst for de 1.298 personer som dagligt tager bilen på arbejde.

Derudover er der en række håndværkere m.v. som kører i varevognen til København for at udføre arbejde. De tal har vi ikke fået endnu, men den lokale afdeling af Byggesocietetet er spurgt om tallene, så de kommer nok til næste møde i Økonomiudvalget.

I Roskilde kommune har de gjort det, som jeg også ønsker i Næstved, nemlig havet en samlet rapport over betalingsringens effekt på Roskilde.

Det bør vi også gøre i Næstved. Betalingsringen vil have negative konsekvenser for Næstved. Håndværkere herfra får dårligere konkurrencevilkår og de daglige pendlere får en ekstraudgift på anslået 12.000 kr. oveni – måske vil nogle tage konsekvensen for derfor flytte?

Indtil nu har vores borgmester Carsten Rasmussen værget sig for at lave sådan en analyse. Det tror jeg nok mest er af partipolitiske årsager, for Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke er jo valgt i Næstved, så det vil naturlgivis se dårligt ud i Socialdemokraterne hvis den lokale borgmester sige nej tak til ringen.

Ikke desto mindre bør  Næstved sige nej til betalingsringen. Den vil koste os jobs og skattekroner på sigt.

Tags: , , , , , ,

En yndet politisk sportsgren er at “flytte aber,” altså placere ansvaret for dette eller hint og helst over hos modparten. Magnus Heunickes (S) synspunkt d. 20.1. er ingen undtagelse, for vi læsere må forstå på Magnus at det stort set er VK-regeringens skyld at Socialdemokraterne nu vil indføre en betalingsring om København, fordi VK har “udsultet” den kollektive trafik og derfor er biltrafikken vokset.
Nu er det jo sådan at en ukorrekt påstand ikke pludselig bliver korrekt af at blive gentaget (selvom også det er en yndet sport hos R-S-SF regeringen for tiden) så for fuldstændighedens skyld, skal jeg blot nævne et par af de nyinvesteringer som er sat i gang under VK-regeringen nemlig ny jernbane Ringsted – København over Køge og udbygning af Metroen i København, men også den kommende udbygning af Køge Bugt motorvejen fra 6 til 8 spor er besluttet under VK.
Når det så er sagt er jeg enig med Magnus i, at det har gået for langsomt både på tog- og på vejsiden. Men, er en betalingsring løsningen på alle problemerne? Er det ikke bare en ekstra skat på folk der gider køre langt for at arbejde og som  sådan vil den ramme Magnus´ og min hjemkommune Næstved hårdt. Her er nemlig rigtig mange mennesker som dagligt kører til København for at hente daglønnen, ikke mindst håndværkere. De betaler skat i Næstved og hvis deres vilkår bliver dårligere, ja så bliver Næstved kommunes skatteindtægter dårligere. Det er logik og en logik man som valgt i Næstved –  ja alle der er valgt udenfor København – ikke kan tillade sig at side overhørig, uanset partitilhørsforhold.
Og, hvor er så egentligt de meget omtalte trængselsproblemer? Som bilister oplever man dem dels på motorvejsstrækningen Køge – Greve og igen ved indfaldsvejene til København, uanset om man vælger den gamle indfaldsvej eller over Amager. Det første problem råder Vejdirektorartet forhåbentligt bod på, når udvidelsen står færdig i 2016. Det andet handler om kapacitet på indfaldsvejene.
Når man først er “sluppet ind” ind i København er det min erfaring (som er ganske udvidenskabelig), at trafikken nok er tæt, men trængsel har vi først når Københavns kommune begynder med vejarbejder/omlægninger eller bevidst indsnævrer vejene og nedlægger p-pladser til gene for bilisterne. Måske burde regeringen tale med overborgmesteren i København om bedre veje og flere p-huse, før man straffer det arbejdende folk med flere afgifter.
Nogle i SF og Enhedslisten mener ideologisk betinget at biler er et onde. Jeg tror derimod biler er kommet for at blive, uanset om vi skal køre på benzin, el eller brint i fremtiden. Det moderne samfund kræver mobilitet og derfor løses trængelsproblemerne ikke ved endnu mere betaling, men ved at sikre både bilister og togrejsende ordentlige forhold.

Tags: , , ,

“Venstre vil bare have flere bilkøer” siger Magnus Heunicke (S) i Sjællandske d. 17.1.12. som forsvar for den betalingsring regeringen foreslår omkring København.
En betalingsring, der vil være dyr for Næstved. Som bosiddende i Næstved ved Magnus Heunicke sikkert udmærket at rigtig mange håndværkere og byggefolk pendler til København dagligt fra vores område. De kan ikke taget toget, men er tvunget til at tage bilen.
Mange tager med toget og som daglig pendler kender Magnus også forholdene på Sydbanen, hvor vores u-elektrificerede jernbanestrækning er afhængig af ældre diesellokomotivers evne og vilje til at køre hele dagen (Nyrup-regeringen bestilte jo som bekendt IC4 i stedet for at elektrificere jernbanen). Men, arbejder man ikke i City, så kan rejsen med tog/bus være enten lang, eller slet ikke mulig for nogle pendlere. De må tage bilen i stedet.
Min påstand er derfor, at hvis bilpendlere fra Næstved skal betale 50 kr. dagligt for turen til/fra København, vil det skade Næstved. Dels får vores erhvervsliv som højere udgifter og vanskeligere ved at konkurrere. Dels skader det vores egn som bosætningsområde. Hverken det ene eller det andet er i vores interesse – eller for den sags skyld i Magnus Heunickes interesse, som valgt i Næstved.
Mange socialdemokratiske og SF-borgmestre på Sjælland protesterer imod betalingsringen – ja enddog socialdemokraterne på Frederiksberg protesterer. Det bør Næstved kommune også gøre, og derfor skal vi drøfte sagen i Næstved kommunes Økonomiudvalg d. 23. januar.
Ingen har naturligvis interesse i nytteløse bilkøer, men at erstatte vejinvesteringer, havnetunnel og bedre offentlig trafik, med en betalingsring er bare ekstra skat på mobilitet.
Om betalingsringen kan man kun give Magnus Heunicke eet godt råd: Drop den.

Tags: , , , , , , ,

I december skrev jeg til Næstved borgmester Carsten Rasmussen og foreslog at lave en hvidbog om betalingsringens konsekvenser, hvis den kommer. Jeg tror konsekvenserne bliver negative for Næstved, fordi vi har mange håndværkere og pendlere, som kører i bil til København.

Desværre afslog borgmesteren forslaget, men det kommer igen. Helt præcist på Økonomiudvalgets møde d. 23. januar, hvor jeg har bedt om at få sagen på.

Næsten alle socialdemokratiske borgmestre har efterhånden sagt nej tak til betalingsringen. Det gælder bl.a. borgmestrene på Københavns vestegn, men også borgmestrene i Køge og Roskilde samt Lejre, som oven i købet er SF-borgmester. Ja, Roskildes borgmester Joy Mogensen kalder ligefrem betalingsringen at krigserklæring mod Sjælland.

Heller ikke inden bag ringen, finder man længere den store opbakning. F.eks. har Frederiksberg kommune været imod og nu siger Frederiksbergs socialdemokratiske viceborgmester nej tak til ringen.

Betalingsringen er et taberprojekt mener Niels Krause Kjær i Berlingske og mon ikke han har ret.

For håndværkere og pendlere fra Næstved – og for Næstved kommune – er den i hvert fald et taberprojekt som vi af al magt skal søge at undgå kommer til verden.

Her er brevet til borgmesteren:

“Kære Carsten

Enhver der har kørt på motorvejen mod København en morgenstund, eller hjem fra hovedstaden om eftermiddagen, ved at der er mange varevogne fra Næstved-firmaer på vejen, navnlig håndværkere som har arbejde i hovedstaden. Derudover kommer en store pendlertrafik, med folk som bruger privatbilen til og fra arbejde i hovedstaden. Der er ingen tvivl om at rigtig mange Næstved-skattekroner hentes ved at vores borgere og virksomheder arbejder i København.

Hvis Regeringen indfører den varslede betalingsring om København, frygter jeg at Næstved kommune bliver ramt hårdt, på to leder:

1. Vi er en bosætningskommune, hvor flere tusinde dagligt pendler ud af kommunen mod hovedstaden. Mange i tog, men også mange i bil. Bliver det markant dyrere at køre til arbejde, bliver det automatisk vanskeligere for os at trække tilflyttere til. Det er svært nok i forvejen, med de faldende boligpriser i hovedstaden.

2. Næstved kommune har mange virksomheder indenfor håndværk, bygge- og anlæg, ikke mindst mange selvstændige og mindre virksomheder. De finder meget af deres arbejde i København og får helt uforskyldt en dårligere konkurrencesituation, hvis der indføres en betalingsring. Det vi koste arbejdspladser. Derudover så er offentlig trafik ikke noget alternativ for håndværkerne selvom den (man skulle måske sige: Hvis) bliver forbedret. Man kan jo ikke have skruemaskiner og malerbøtter med i toget.

Jeg foreslår derfor at Næstved kommune, allerede nu, laver en hvidbog om betalingsringens konsekvenser for os.

Hvidbogen bør som minimum indeholde

– fakta om bil-pendlertrafikken til/fra Næstved kommune

– et rundspørge til erhvervsvirksomheder i Næstved om konsekvenserne for dem

– en beregning på, hvor store en del af kommunens skatteindtægter bilpendlere og håndværkere henter i København

– en forventning på, hvad det betyder for Næstved kommune, hvis betalingsringen indføres.

– en række eksempler på, hvorfor pendlere er nødt til at bruge bilen.

Mange borgmestre fra Københavns omegn, men også fra Roskilde og Køge, har protesteret mod betalingsringen, senest Roskildes borgmester Joy Mogensen der i Politiken citeres for at sige: “Det er altså en krigserklæring over for alle dem, der bor uden for Københavns Kommune. Det ville klæde regeringen, at være en regering for hele landet og ikke kun københavnerne.”

Joy Mogensen har jo ret derhen at København ikke er en isoleret ø. Alle kommuner på Sjælland er i dag pendleropland til København. Sådan var det ikke for 20 år siden, men sådan er det i dag. Beslutninger om Københavns trafik vedrører derfor i høj grad os alle.

For mig at se vil betalingsringen have klare negative konsekvenser i form at mistet bosætning, dårligere vilkår for vores erhvervsliv og efterfølgende mistede skatteindtægter. Bestemt ikke noget vi har brug for nu, hvor vi med Mærk Næstved netop forsøger at skabe optimisme.

Lad os derfor få belyst en betalingsrings konsekvenser for Næstved og sammen med en række andre kommuner forsøge at få forslaget om betalingsringen “lagt ned” inden ringen kommer til at gøre skade.

Regeringen vil åbenbart køre betalingsringen som en hastesag i foråret. Vi må derfor reagere hurtigt og jeg opfordrer derfor dig til at nedsætte en task force til at udarbejde en hvidbog så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen

Søren Revsbæk”

Se i øvrigt også betalingsrings-modstandernes hjemmeside på facebook.

Tags: , , , , , , , ,

Jeg er aldeles ikke tilhænger af betalingsringen omkring København – den vil være til skade for mobiliteten og rammer det arbejdende folk.

Men, jeg må alligevel have en vis respekt for at Pia Olsen Dyhr så klart melder ud, at kommer ringen så skal alle betale.

Kommunale biler slipper ikke. Skraldebilerne slipper ikke. Borgmesterbilerne slipper ikke. Se JPs artikel her.

Det ville være typisk for dette samfund, at der skulle gives undtagelser til offentlige biler, folketingsmedlemmer og andre “vigtige” personer.

Men, vil man have ringen må den gælde for alle. Alle er med til at skabe trængsel – også hjemmehjælpens biler og postens biler.

Den enkle løsning er dog at sige: Nej tak til betalingsringen.

Tags: , , , ,

Den får sandelig ikke for lidt fra Overborgmester Frank Jensen og flere trafikordførere fra S-SF. Nu er det argumentet om, at luftforurening er skyld i at hundredevis af Københavnere som bringes på banen som argument for at indføre betalingsringen.

Tja, måske burde overborgmesteren så i stedet forbyde alle københavnere at have bil – afskaffe de store dieselbusser og i øvrigt afskaffe sin egen borgmesterbil. Det vil da rense luften en del.

Nej, emnet skal naturligvis tages alvorligt, men i en tid hvor blyet er fjernet fra benzinen og biler i øvrigt har katalysator eller partikelfilter, så virker det lidt overdrevet.

Selve konceptet om betalingsringen er skræmmende provinsielt, som om København vil genetablere voldene, hvor vi udenbys så skal være lidt taknemmelige for at blive lukket ind. Men, København er ikke en provinsby, der kan være sig selv nok. Det er landets hovedstad med de fordele og de ulemper som følger her. Derunder trafik.

Vil man ikke acceptere det, bør man måske overveje et fredeligt parcelhuskvarter i stedet for H. C. Andersens  Boulevard.

Tags: , , , ,

Hårdt presset har Socialdemokraterne og SF nu fremlagt deres oplæg til betalingsring omkring København. I øvrigt kun et par dage efter at Pia Olsen Dyhr havde gentaget, at det fik vi ikke at se før valget…. Nå, så meget for den udtalelse fra SFs trafikordfører, men nu er forslaget her.

25 kr. skal det koste at gøre gennem ringen ind i byen, og hvis det også skal koste når man kører ud igen, bliver det i myldretiden en samledt udgift altså 50 kr.

Betyder det så noget for den enkelte? Tja, med 220 årlige arbejdsdage er det jo 11.000 kr. om året i ekstra skat. Vel at mærke beskattede penge, hvilket betyder at den enkelte skal tjene ca. 20.000 kr. for at have råd til afgiften. Det er trods alt en del penge i ekstraskat på at passe sit arbejde.

Og, det er problemet med betalingsringen: Den straffer folk, der passer deres arbejde. Endda vil den straffe folk med lavere indkomster som ikke har råd til huspriserne i København og derfor bor forstæderne, men bruger bilen på arbejde i byen. En besynderlig form for beskæftigelsespolitik må man sige.

Men, S-SF har set sig vrede på bilisterne. De er “klassefjenden,” i vore dage og de bakkes op af nogle Københavnere som har den misforståede opfattelse, at hovedstaden kun er for dem der bor netop der. Men, det er den ikke. Den er hele landets hovedstad, hele landets metropol og mange er afhængige af hovestaden.

Betalingsringen rammer derfor rigtig mange, også fra Næstvedområdet, hvor f.eks. håndværkere kører dagligt for arbejde i hovestaden. De rammes og det gør de mange pendlere som må tage bilen grundet arbejdsstid eller arbejdstider også.

Besynderligt at Magnus Heunicke som er valgt her i Næstved for Socialdemokraterne kan støtte betalingsringen, som ganske sikkert vil have negative konsekvenser for virksomheder og borgere i vores område.

Det bliver i hvert fald ikke billigere og nemmere at få ordrer eller passe sit arbejde i København fremover. Hvis altså S-SF får regeringsmagten.

Tags: , , , , , , ,

Det står slemt til med regnemaskinen hos SF. Som argument for betalingsringen om København, påstod SFs trafikkvinde Pia Olsen Dyhr torsdag i P1 Debat, at det kun kostede 50 kr. at køre Helsinge-København alt inclusive, mens det koster 108 kr. med tog.

Togprisen er rigtig, men på bilturen har Pia Olsen skudt helt ved siden af. Der er 49 km. Helsinge-København (i flg. Krak) og vælger man en almindelig populær lille bil, f.eks. en VW Polo, så koster det 2,88 kr. pr. km. (i flg. penge.dk) Samlet pris i bil: 141,12 kr.

Modsat hvad SFs trafikordfører mener, er bilturen er allerede i dag 33 kr. dyrere end togbilletten, og så vil S-SF oveni kræve 60 – 80 kr. oveni i bompenge! Det holder jo ikke og Pia Olsen Dyhrs regnestykker holder slet ikke.

Hvis det er standarden for S-SFs politiske regnemaskine, kan man kun være særdeles utryg ved et regeringsskifte.

Tags: , , ,

Der skal bare være 3 eller 4 personer i hver bil mod København, mener Hanne Møller fra SF, som atter i veloplagt 70´er retorik udpeger VK-regeringen som skyldig i alt muligt lige fra CO-2, regnskyld og de seneste 30 års byggeri af  lavprisvarehuse.

Men trafikken: I flg. Hanne Møller løses trafikproblemerne til/fra København, hvis der er 4 i hver bil.

Hvordan skal det så løses i praksis? Ser man på, hvordan SF vil styre alt andet lige fra solarier til kvindekvoter, bliver det formegentligt med love og kontrol. Snart kan vi altså vente at se Villy Søvndal med murerske i hånden, i gang med at opføre en grænsestation ved motorvejstilkørslen Rønnede, så kun biler med 4 personer kommer igennem bommen.

Men, hvad med håndværkere i varebiler? Hvad med sælgere der skal mange steder på een dag? Hvad med folk på skæve arbejdstider? Hvad med en beskeden revisor, der har møder 3 forskellige steder i København? Skal vi alle vente på at blive sluset igennem SFs trafikgrænsestation, når der er 4 personer i bilen? Eller kan man få en særlig tilladelse til at køre i sin egen bil og skal kravet om 4 i bilerne også gælde for ministerbiler og folketingsmedlemmer?  Eller skal vi bare – igen – betale så jorden ryster?

Kun fantasien sætter grænser for politikeres ideer til nye forbud og skatter. Der er bare det, at vi bilister allerede har betalt for vejnettet mange gange gennem afgifter og skatter. Vi har så rigeligt betalt for vores bil og for retten til at køre i den – også til og fra København.

S/SF´s betalingsring omkring København er derfor en hån mod både bilister og det udkants-Sjælland der ligger udenom hovedstaden. Den vil skade vort erhvervsliv og bosætning. Er det hvad S og SF vil?

Tags: , , , , , , , ,