Nu er de nye EU-parlamentsmedlemmer ved at fordele posterne i det ny parlament. I Danmark har der været meget fokus på i hvilken gruppe Dansk Folkeparti ville placere sig, men det er jo reelt kun et marginalt spørgsmål.
Parlamentet har to store grupper: Den konservative og den socialistiske. Disse to store grupper er nu enedes om at fordele magten, så de konservative får formandsposten i parlamentet de første 2½ år af den 5 årige periode og socialisterne de sidste 2½ år.
Uagtet at de konservative grupper i parlamentet har flertal, deler man altså magten.
Det lyder jo meget demokratisk, men er det nu også det? Vælgerne – vi – har jo ikke stemt lidt på en konservativ og lidt på en socialist og lidt på en liberal. Vi har stemt på personer som repræsentere enten det ene, eller det andet. Og så må vi forvente at få også får enten det ene, eller det andet.
I stedet får vi en del af koncensusmaskineriet og det bliver lidt svært at se, hvorfor man egentligt skal stemme? De store grupper fordeler jo alligevel magten for – uha – næste gang er det måske socialisterne der har flertal i Parlamentet og hvad så hvis de konservative har taget det hele denne gang, så får de måske ikke noget næste gang… I virkeligheden er det jo det, som er argumentet for at dele formandsposten.
Det kan godt være at denne magtdelingsmaskine synes helt fin set fra Bruxells, men det er en hån mod de millioner af vælgere som har stemt.
