København

You are currently browsing articles tagged København.

Ud af 15.368 som daglig pendler ud af Næstved, så er der 2.436 som pendler direkte til København og Frederiksberg kommune.

Heraf tager de 1.298 personer med bil og 1.138 med tog. Det kom frem i dagens møde i Økonomiudvalget, hvor vi fik en orientering om pendlingen.

Det er ingen tvivl om at, hvis der kommer en betalingsring, så har det en effekt på Næstved – ikke mindst for de 1.298 personer som dagligt tager bilen på arbejde.

Derudover er der en række håndværkere m.v. som kører i varevognen til København for at udføre arbejde. De tal har vi ikke fået endnu, men den lokale afdeling af Byggesocietetet er spurgt om tallene, så de kommer nok til næste møde i Økonomiudvalget.

I Roskilde kommune har de gjort det, som jeg også ønsker i Næstved, nemlig havet en samlet rapport over betalingsringens effekt på Roskilde.

Det bør vi også gøre i Næstved. Betalingsringen vil have negative konsekvenser for Næstved. Håndværkere herfra får dårligere konkurrencevilkår og de daglige pendlere får en ekstraudgift på anslået 12.000 kr. oveni – måske vil nogle tage konsekvensen for derfor flytte?

Indtil nu har vores borgmester Carsten Rasmussen værget sig for at lave sådan en analyse. Det tror jeg nok mest er af partipolitiske årsager, for Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke er jo valgt i Næstved, så det vil naturlgivis se dårligt ud i Socialdemokraterne hvis den lokale borgmester sige nej tak til ringen.

Ikke desto mindre bør  Næstved sige nej til betalingsringen. Den vil koste os jobs og skattekroner på sigt.

Tags: , , , , , ,

I december skrev jeg til Næstved borgmester Carsten Rasmussen og foreslog at lave en hvidbog om betalingsringens konsekvenser, hvis den kommer. Jeg tror konsekvenserne bliver negative for Næstved, fordi vi har mange håndværkere og pendlere, som kører i bil til København.

Desværre afslog borgmesteren forslaget, men det kommer igen. Helt præcist på Økonomiudvalgets møde d. 23. januar, hvor jeg har bedt om at få sagen på.

Næsten alle socialdemokratiske borgmestre har efterhånden sagt nej tak til betalingsringen. Det gælder bl.a. borgmestrene på Københavns vestegn, men også borgmestrene i Køge og Roskilde samt Lejre, som oven i købet er SF-borgmester. Ja, Roskildes borgmester Joy Mogensen kalder ligefrem betalingsringen at krigserklæring mod Sjælland.

Heller ikke inden bag ringen, finder man længere den store opbakning. F.eks. har Frederiksberg kommune været imod og nu siger Frederiksbergs socialdemokratiske viceborgmester nej tak til ringen.

Betalingsringen er et taberprojekt mener Niels Krause Kjær i Berlingske og mon ikke han har ret.

For håndværkere og pendlere fra Næstved – og for Næstved kommune – er den i hvert fald et taberprojekt som vi af al magt skal søge at undgå kommer til verden.

Her er brevet til borgmesteren:

“Kære Carsten

Enhver der har kørt på motorvejen mod København en morgenstund, eller hjem fra hovedstaden om eftermiddagen, ved at der er mange varevogne fra Næstved-firmaer på vejen, navnlig håndværkere som har arbejde i hovedstaden. Derudover kommer en store pendlertrafik, med folk som bruger privatbilen til og fra arbejde i hovedstaden. Der er ingen tvivl om at rigtig mange Næstved-skattekroner hentes ved at vores borgere og virksomheder arbejder i København.

Hvis Regeringen indfører den varslede betalingsring om København, frygter jeg at Næstved kommune bliver ramt hårdt, på to leder:

1. Vi er en bosætningskommune, hvor flere tusinde dagligt pendler ud af kommunen mod hovedstaden. Mange i tog, men også mange i bil. Bliver det markant dyrere at køre til arbejde, bliver det automatisk vanskeligere for os at trække tilflyttere til. Det er svært nok i forvejen, med de faldende boligpriser i hovedstaden.

2. Næstved kommune har mange virksomheder indenfor håndværk, bygge- og anlæg, ikke mindst mange selvstændige og mindre virksomheder. De finder meget af deres arbejde i København og får helt uforskyldt en dårligere konkurrencesituation, hvis der indføres en betalingsring. Det vi koste arbejdspladser. Derudover så er offentlig trafik ikke noget alternativ for håndværkerne selvom den (man skulle måske sige: Hvis) bliver forbedret. Man kan jo ikke have skruemaskiner og malerbøtter med i toget.

Jeg foreslår derfor at Næstved kommune, allerede nu, laver en hvidbog om betalingsringens konsekvenser for os.

Hvidbogen bør som minimum indeholde

– fakta om bil-pendlertrafikken til/fra Næstved kommune

– et rundspørge til erhvervsvirksomheder i Næstved om konsekvenserne for dem

– en beregning på, hvor store en del af kommunens skatteindtægter bilpendlere og håndværkere henter i København

– en forventning på, hvad det betyder for Næstved kommune, hvis betalingsringen indføres.

– en række eksempler på, hvorfor pendlere er nødt til at bruge bilen.

Mange borgmestre fra Københavns omegn, men også fra Roskilde og Køge, har protesteret mod betalingsringen, senest Roskildes borgmester Joy Mogensen der i Politiken citeres for at sige: “Det er altså en krigserklæring over for alle dem, der bor uden for Københavns Kommune. Det ville klæde regeringen, at være en regering for hele landet og ikke kun københavnerne.”

Joy Mogensen har jo ret derhen at København ikke er en isoleret ø. Alle kommuner på Sjælland er i dag pendleropland til København. Sådan var det ikke for 20 år siden, men sådan er det i dag. Beslutninger om Københavns trafik vedrører derfor i høj grad os alle.

For mig at se vil betalingsringen have klare negative konsekvenser i form at mistet bosætning, dårligere vilkår for vores erhvervsliv og efterfølgende mistede skatteindtægter. Bestemt ikke noget vi har brug for nu, hvor vi med Mærk Næstved netop forsøger at skabe optimisme.

Lad os derfor få belyst en betalingsrings konsekvenser for Næstved og sammen med en række andre kommuner forsøge at få forslaget om betalingsringen “lagt ned” inden ringen kommer til at gøre skade.

Regeringen vil åbenbart køre betalingsringen som en hastesag i foråret. Vi må derfor reagere hurtigt og jeg opfordrer derfor dig til at nedsætte en task force til at udarbejde en hvidbog så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen

Søren Revsbæk”

Se i øvrigt også betalingsrings-modstandernes hjemmeside på facebook.

Tags: , , , , , , , ,

Den får sandelig ikke for lidt fra Overborgmester Frank Jensen og flere trafikordførere fra S-SF. Nu er det argumentet om, at luftforurening er skyld i at hundredevis af Københavnere som bringes på banen som argument for at indføre betalingsringen.

Tja, måske burde overborgmesteren så i stedet forbyde alle københavnere at have bil – afskaffe de store dieselbusser og i øvrigt afskaffe sin egen borgmesterbil. Det vil da rense luften en del.

Nej, emnet skal naturligvis tages alvorligt, men i en tid hvor blyet er fjernet fra benzinen og biler i øvrigt har katalysator eller partikelfilter, så virker det lidt overdrevet.

Selve konceptet om betalingsringen er skræmmende provinsielt, som om København vil genetablere voldene, hvor vi udenbys så skal være lidt taknemmelige for at blive lukket ind. Men, København er ikke en provinsby, der kan være sig selv nok. Det er landets hovedstad med de fordele og de ulemper som følger her. Derunder trafik.

Vil man ikke acceptere det, bør man måske overveje et fredeligt parcelhuskvarter i stedet for H. C. Andersens  Boulevard.

Tags: , , , ,

Hårdt presset har Socialdemokraterne og SF nu fremlagt deres oplæg til betalingsring omkring København. I øvrigt kun et par dage efter at Pia Olsen Dyhr havde gentaget, at det fik vi ikke at se før valget…. Nå, så meget for den udtalelse fra SFs trafikordfører, men nu er forslaget her.

25 kr. skal det koste at gøre gennem ringen ind i byen, og hvis det også skal koste når man kører ud igen, bliver det i myldretiden en samledt udgift altså 50 kr.

Betyder det så noget for den enkelte? Tja, med 220 årlige arbejdsdage er det jo 11.000 kr. om året i ekstra skat. Vel at mærke beskattede penge, hvilket betyder at den enkelte skal tjene ca. 20.000 kr. for at have råd til afgiften. Det er trods alt en del penge i ekstraskat på at passe sit arbejde.

Og, det er problemet med betalingsringen: Den straffer folk, der passer deres arbejde. Endda vil den straffe folk med lavere indkomster som ikke har råd til huspriserne i København og derfor bor forstæderne, men bruger bilen på arbejde i byen. En besynderlig form for beskæftigelsespolitik må man sige.

Men, S-SF har set sig vrede på bilisterne. De er “klassefjenden,” i vore dage og de bakkes op af nogle Københavnere som har den misforståede opfattelse, at hovedstaden kun er for dem der bor netop der. Men, det er den ikke. Den er hele landets hovedstad, hele landets metropol og mange er afhængige af hovestaden.

Betalingsringen rammer derfor rigtig mange, også fra Næstvedområdet, hvor f.eks. håndværkere kører dagligt for arbejde i hovestaden. De rammes og det gør de mange pendlere som må tage bilen grundet arbejdsstid eller arbejdstider også.

Besynderligt at Magnus Heunicke som er valgt her i Næstved for Socialdemokraterne kan støtte betalingsringen, som ganske sikkert vil have negative konsekvenser for virksomheder og borgere i vores område.

Det bliver i hvert fald ikke billigere og nemmere at få ordrer eller passe sit arbejde i København fremover. Hvis altså S-SF får regeringsmagten.

Tags: , , , , , , ,

Med en selvhævdelse som er en mindre provinsby værdig, mener overborgmester Frank Jensen (Berlingske 22/5) det er regeringens skyld at der ikke er flere P-pladser i København. Magen til vrøvl. Både Jensen og hans forgængere har ivrigt nedbragt p-pladser de seneste mange år, for at skabe bedre byrum.

Al ære og respekt for byrum, men Jensen og flere københavnske politikere med ham, lider af den vrangforestilling at København kun er for københavnere og at København derfor ikke behøver kære sig som de tusinder af udenbys bilister som dagligt – af lyst eller pligt – bruger byen. Jensen glemmer at disse bilister lægger penge og aktivitet i byen.

En by i topklasse har derfor både byrum og gode P-muligheder som gør byen tilgængelig. Det kommer både byen og byens omverden til gavn. Det gør retoriske udfald mod regeringen derimod ikke.


Tags: , ,

En af bloggens læsere – Anette Sand – har spurgt om Venstre også er på vej med bompenge omkring København,  nu en Venstre-MF´er har foreslået en (ekstra) årlig afgift for at køre på motorvejen.

Mit svar er: Det håber jeg sandelig ikke og jeg forstår ikke at København er så forhippet på den idé. Trafik kan være både støjende, irriterende og langsommelig. Ikke mindst biltrafik.

Men, biltrafikken giver også liv og vækst. Vi provinsboer der kører til København er ikke kun folk der henter penge i hovedstaden, men vi tilfører også hovedstaden aktivitet og handel.

Men, er der så for mange biler i Københavns gader? Ja, måske, men en del af det skyldes jo at københaverne selv har fået flere biler. Selvom man bor “midt i byen” og “midt i alting,” så mener mange indfødte københavnere altså at det også i hovedstaden er nødvendigt med 1 eller 2 biler og køre i bil til arbejde.

Dels så har kommunen lukket massevis af P-pladser, hvilket tvinger bilisterne til at at køre ekstra for at parkere.

Man burde se til f.eks. Barcelona, hvor p-pladser i stor stil anlægges under husene, for parkerede biler er ikke spændende at se på, men folk vil jo have bil. Det er vist en etableret kendtsgerning også i hovestaden.

Tags: , , , ,

Beklagelser og undskyldninger går hånd i hånd med “forklaringer” på, hvorfor politiet ikke greb ind i Hyskenstræde i weekenden. Man var bange for at “sprede” uroen lyder det blandet andet.

Efter megen politisk ståhej, ligger een ting klart: De autonome vandt slaget. Det står 1:0 til til hæværksmændene. De kan grine hele vejen tilbage til det ny Ungdomshus. Ingen blev anholdt. Ingen bliver straffet. Regningen havner hos skatteyderne og butiksejere.

Det er ikke særlig gloværdigt for justitsministeren og politidirektøren. Reelt må befolkningen fremover spørge: Kan vi regne med at politiet kommer?

Tags: , ,

I USA har man i flg. Jyllands Posten undersøgt, hvad børn er bange for. Blandt det, som børn i flere aldre er mest bange for er at blive truet med et gevær og at dø.

Forfærdeligt, men nå ja tænker man  – USA er jo også landet hvor det flyder med våben. Eller hvad? Gad vide, hvad svarene ville blive, hvis man i Danmark spurgte børn på Nørrebro hvad de er bange for? Mon ikke vilkårligt skyderi og trusler med våben vil komme højt på listen. Jeg tror det.

Det er ufatteligt at politiet ikke kan (eller måske ikke har opbakning til at) rydde Nørrebro for bander og våben. Sæt dog de mennesker bag lås og slå. Fjern deres pistoler og knive. Få dem væk fra gaden. Nul-tolerance er det eneste effektive, så der ikke er nogen af os –  børn eller voksne – som skal være bange for skyderi og overfald, uanset hvor i landet man bor og arbejder.

Artikel i Jyllands Posten

Tags: , ,

Frank Jensen, Christine Antorini, Tine Auervig-Huggenberger – der er snart ikke det socialdemokratiske topnavn (og tidligere socialdemokratiske topnavn), som ikke er nævnt som Ritt Bjerregaards afløser som S-borgmesterkandidat i København. Ritt var jo selv en kendis som blev udpeget til jobbet.

Godt nok har integrationsborgemster Jacob Hougaard meldt sig som kandidat, men “man regner med at Frank Jensen vil blive valgt uden modkandidat,” d.v.s. “man” forventer at Hougaard trækker sig.

Nu skal jeg jo ikke kommentere på socialdemokraternes interne forløb, endsige forsvare integrationsborgmesteren, men jeg er trods alt glad for at være med i et parti, hvor man ikke desperat søger med lys og lygte efter en kendis – koste hvad det vil – men i et Venstre, hvor man godt kan bruge en af de kræfter som rent faktisk har arbejdet med lokalpolitik på Rådhuset, nemlig Pia Allerslev.

Det bliver måske et særsyn de kommende år. Mere og mere er det åbenbart vigtigere  at trække udefrakommende politiske kendisser ind, end satse på de som udfører et godt solidt arbejde i hverdagen.

Man gør stille og roligt lokalpolitik til præsidentvalg, med mere forkus på fest og farver, end realpolitik og viden om de faktiske forhold i kommunen. Ritts vidtløftige løfter om 5.000 boliger til 5.000 kr. om måneden viser det klart. Afstanden mellem løfter og realpolitik bliver større og større.

Kendis-effekten er ikke nødvendigvis nogen garanti for god kommunalpolitik.

Tags: , , ,

Det er jo fantastisk at man kan køre fra Næstved til København på 50 min en lørdag formiddag.

Tags: , ,