Fokus på kerneområderne og se fremad. Det er Venstres indgang til det Venstres budgetforslag 2012.
Derfor vil vi afskaffe en uges lukkedage i daginstitutioner, fjerne ventelisten til HGs fritidsklub, satse på flere lærere og IT i skolerne, bygge to nye idrætshaller (HG 2 og Næstved Hallerne 3), bruge flere penge på forebyggelse blandt udsatte børn og unge m.v.
Vi skal i gang med at bygge skole på Digtervejen (fagfløjen) og renovere skolen i Glumsø.
Næstved kommune ligger under landsgennemsnittet på en lang række områder og det er ikke godt. Slet ikke, hvis vi skal tiltrække unge familier – og give dem der allerede er flyttet til Næstved noget at blive her for. De vil have service på kerneområderne. Det er særlig dagpasning og skole. Det skal kommunen kunne levere, konkurrencedygtigt overfor hovestaden.
Den automatiske tilflytning fra hovedstaden var stor for få år siden. Dengang kunne man få et parcelhus med have i Næstved for det samme som en lejlighed kostede i Indre by. Sådan er det ikke mere og derfor skal vi “oppe os.” Hvis ikke vi satser på bedre service, så bliver Næstved simpelthen en del af udkantsdanmark, hvor indtægter og service ligger under landsgennemsnittet, men arbejdsløshed og dagpengeudgifter ligger over. Det er en nedadgående spiral.
Derfor må vi satse. På IT i skolerne, på talentudvikling i skolerne, på et bred idræts- og fritidsliv, som netop børnefamilierne efterspørger.
Men, vi skal også give en bedre service til sårbare børn og unge. Derfor vil vi bruge flere penge på f.eks. hjemme-hos der kan få en familie til at fungere og til at undersøge net-værks og familieanbringelser, i stedet for dyre døgninstitutioner.
Vi skal også satse på erhvervslivet. De skal have en særlig service. De virksomheder som skal skabe jobs i Næstved er her jo stort set allerede, de skal bare have bedre mulighed for at vokse. Det betyder også en hurtig kommunal service.
Derfor skal vi have en særlig ErhvervsService, som har åbent mellem 8 – 18 alle ugens arbejdsdage, hvor alle med CVR-nummer kan få hurtig og direkte service i kommunen. Ikke noget med at blive sendt fra det ene kontor efter det andet, blot for at konstatere dem man skal tale med er på ferie, afspadsering, til frokost, kursus eller bare ikke lige er der. Nej, virksomhederne skal have effektive service.
Hvor vil vi finde pengene? Ja, bl.a. ved at være mere effektiv på arbejdsmarked og i administrationen. Det står altsammen i Venstres forslag som -naturligvis – er fuldt finansieret.