stadsarkitekt

You are currently browsing articles tagged stadsarkitekt.

Venstre har fået sit hovedønske i den ny kommunale struktur opfyldt: Vi får nu delt teknisk forvaltning op i 4 centre, i stedet for de to center, som var foreslået af kommunaldirektøren.

Det er næppe forkert at sige, at en del af den megen kritik af kommunens organisation, berettiget eller uberettiget, er faldet tilbage på Teknisk Forvaltning. Navnlig når man tænker på sager som Gl. Posthusvej i Karrebæksminde, buskøreplaner, flextrafik m.v. Derfor var der mange i byrådet som mente, at det er tid til en nystrukturering – og lad os så benytte lejligheden til at se på hele kommunens struktur, her 5 år efter sammenlægningen.

Det er nu sket. Pendulet svinger i denne omgang i retning af en mindre direktion og at der til gengæld oprettes en antal selvstyrende centre, f.eks. et center for skoler, et center for kultur- og borgerservice og altså også 4 centre i det som var teknisk forvaltning.

Vi får nu et center for Vej og Trafik, et center for Ejendomme, et center for Miljø og Natur – og et center for Plan, udvikling og byggeri. Sidstnævnte center´s chef får titel af Stadsarkitekt og dermed er Venstres ønske fra budgetforhandlingerne i efteråret gennemført. Vi får nu et samlet center, hvor planlægning og arkitektur kommer i fokus og ikke lidt gemt og underordnet andre opgaver, som undertegnede i hvert fald har følt det.

Ved at skabe fire center, skaber vi også fire stærke enheder, der hver i sær har fokus på deres områder og deres faglighed. Det skal borge for forhåbentligt kvalitet og større sammenhæng i kommunens arbejde.

Tags: , , ,

God arkitektur giver optimisme

Hvad er det første man bemærker ved besøg i en ny by? Det er huse, gader, byrum – kort sagt: Arkitekturen; er både det første og det blivende indryk.

Derfor er god arkitektur vigtig og der skal tænkes kvalitet ind i alt byggeri. I mandags gav Ejendomsudvalget startskud til at drøfte, hvilket arkitekturpolitik vi vil have i Næstved og det er vigtigt. Et byggeri ligger jo ikke kun 5 år, men  50 – 100 år, derfor skal der tænkes kvalitet ind fra start også i arkitekturen.

Ikke at vi skal være enige om, hvordan alt skal se ud. Arkitektur må gerne give debat. Også i Næstved har bygninger som Kobberhjørnet, Aquahuset, kulturcenteret Grønnegade (af nogle kaldet “badekabinen”) og Handelsskolens tilbygninger givet debat. Nogle synes de er pragtfulde, andre de er mindre pæne, men alle er de eksempler på arkitektur der giver oplevelser og noget som også folk udenfor Næstved gerne vil se. Modsat f.eks. ventesalen på stationsforpladsen som blot udfylder en funktion, men næppe tiltrækker besøgende i sig selv. Ja, i den bygning er Ungdomsskolens malerier måske det mest oplivende hvad angår arkitektur.

Ligeså har vi kvarterer som f.eks. Gallemarkskvarteret der udmærker sig ved at husene er bygget på en bestemt måde, hvilket gør området til en fornøjelse at opleve, hvorimod visse nyere rækkehusbyggerier ikke på samme måde giver inspiration til en gårtur søndag eftermiddag med udenbys gæster.

En arkitekturpolitik skal give retningslinier og vejledning så bygherrer altid tænker på, hvordan bygningen ser ud og påvirker den plads den står på. Der skal ikke bare tænkes funktion og indhold, men også form og udseende og ethvert byggeri skal tænkes sammen med omgivelserne. Der måske en udfordring i en krisetid, hvor det er billigst for en investor bare at bruge de samme tegninger til det samme kedelige supermarked eller standard byggemarked i mange byer landet over. Den går ikke.

Næstved skal ikke bare have kopier, Næstved skal have spændende byggerier som ved deres bare tilstedeværelse skaber opsigt og glæde. Derfor er det efter min opfattelse helt korrekt når f.eks. byggefirmet Nordicom får “nej tak” til at bygge et standard byggemarked på Vordingborgvej 78, der hvor den gamle krydsfinerfabrik ligger. Vi skal kunne mere, end bare det man også kan se alle mulige andre steder. Vil man bygge standard må man acceptere at blive placeret i et industriområde.

At gennemføre en arkitekturpolitik kræver langsigtet strategi, også i den kommunale forvaltning og i byrådet. Venstre fik i budgetforlig 2012 ind, at Næstved kommune skal have en stadsarkitekt med ansvar for arkitektur og planlægning. Det håber vi sætter yderligere fokus på godt byggeri. Samtidig skal stadarkitekten sikre at der internt i forvaltningerne er fokus på sammenhæng mellem byrum, gader og bygninger.

Næstved kommune er ambitiøs. Vi vil bosætning, vi vil arbejdspladser – vi vil mærke Næstved, som kommunens slogan hedder. Jeg tror en forudsætning også er at høje bymiljøet. Kedelig arkitektur giver mismod og ulyst til at værne om byen, men god arkitektur og høj kvalitet i huse og byrum giver oplevelser, optimisme og godt humør.

Links til sider om arkitektur:

Peter Olesens bøger

Arkitektforeningen

Dansk Arkitektur Center

Wikipedia

Arkitekter i Næstved

Tags: , , , , , , , , , ,