trælløse

You are currently browsing articles tagged trælløse.

Vindmøller og magtpolitik

Det havde ikke noget med vindmøller at gøre, da byrådet forleden udsatte sagen om vindmølleplanlægningen. Det var en magtdemonstration fra SF.

Borgmester Carsten Rasmussen har ret i at det ikke er “en køn sag” som han udtrykte det. Men, det vidste han vel allerede en uge forinden, da Økonomiudvalget drøftede sagen, så allerede dengang kunne han have sendt sagen retur til Teknisk Udvalg. Han kunne have stoppet sagen mange gange, før flertallet trak i nødbremsen på byrådsmødet. Og det med nye oplysninger fra Trælløse er vist en sandhed med modifikationer. Mange byrådsmedlemmer havde i hvert fald modtaget en mail – godt nok ikke fra kommunen – men fra borgere i Trælløse som klogt henvender sig til alle byrådets medlemmer.

Nej, sagen er at Socialdemokraterne, via Michael Rex i Teknisk Udvalg, havde en aftale med Venstre om sagen.

SF var ikke med i aftalen og følte sig holdt udenfor. Det kunne SF slet ikke acceptere. Yderligere pikant bliver det ved at SF jo har formandsposten i Teknisk Udvalg og dermed haft alle muligheder for selv at skabe et bredt forlig, men SF´erne var alligevel ikke med da sagen blev sendt videre og SF kunne vel ikke holde til den ydmygelse at se de to store partier enes udenom SF.

Mit gæt er derfor at SF har fortalt borgmesteren, hvem der er Socialdemokraternes “sande venner” og hvem der lagde stemmer til borgmesterposten ved sidste valg. Så af hensyn til SF måtte borgmesteren trække sagen, så SF i sidste øjeblik kan nå komme med i et forlig. Mon så ikke man når et fornuftigt forlig alligevel. Så store er forskellene i praksis nok ikke.

Jeg kan så undre mig over SF´erne blev mopsede, for SF har selv uden at blinke holdt andre partier ude fra forhandlinger, f.eks. i skoleforliget for 1½ år siden, hvor Venstre ikke blev inviteret, men hukommelsen i politik er jo kort.

Grundstenen til problemerne blev lagt efter sidste valg, hvor Socialdemokraterne valgte den snævrest mulige løsning i et flertal med SF og dengang DF. Man ville ikke dele magten med de borgerlige.

Efterfølgende vil Socialdemokraterne til gengæld gerne dele ansvaret for de store sager med vi borgerlige og jeg oplever egentligt Carsten Rasmussen har et oprigtigt ønske om bredt samarbejde, hvilket han også viser i praksis – og tak for det; men bordet fanger.

SF´erne kræver at bruge deres vetoret over hvad Socialdemokraterne må lave og gøre. Derfor den uskønne sag i byrådet forleden – og det har ikke spor med vindmøller at gøre.

Tags: , , , , ,

Det handlede ikke om vindmøller i byrådssalen i aftes, selvom det var vindmøller som var på dagsordenen.

Det handlede om at SF ville vise Socialdemokraterne, hvem det er som holder S ved magten og derfor fik man presset borgmester Carsten Rasmussen til at trække sagen om nye vindmølleområder af dagsordenen, men stor set smallest mulige flertal.

Der var nemlig allerede før byrådsmødet indgået en aftale mellem Socialdemokraterne og Venstre om hvilke vindmølleområder der skulle arbejdes videre med. En aftale indgået med socialdemokraten Michael Rex som mellemmand hos S og – må man antage – godkendt i S-gruppen. Men, SF var ikke med i aftalen og noget knotne over det, for SF betragter jo sig selv som Socialdemokraternes naturlige bagland som man skal tage hensyn til.

Yderligere pikant var det, fordi SF overtog formandsposten i Teknisk Udvalg, hvorunder vindmølleplanen hører, fra netop Michael Rex for netop et år siden, i disse dage.

Det var mere end SF´erne kunne klare. Pudsigt egentligt, for SF har ellers ikke problemer med at holde andre ude, når der laves politiske aftaler. Jeg husker i hvert fald et skoleforlig, hvor hverken Venstre eller DF blev indbudt til forhandlingerne. Men, her var det anderledes.

Derfor måtte borgmester Carsten Rasmussen lide den politiske tort at trække sagen. Uanset om man præsenterer at det sker på grund af “nye oplysninger” (som var kendt) eller andre grunde, så var det en rå magtopvisning. SF pressede borgmesteren til at droppe socialdemokraternes forlig med Venstre for åbent tæppe. Det var reelt en ydmygelse.

Tilbage står, hvad der så sker nu. Sagen skal nu tilbage til Teknisk Udvalg, hvor man allerede har behandlet den i 1½ år. Forhåbentligt bliver det ikke et fortsat politisk drilleri som kommer til at skygge for saglige argumenter. Men, sagen er naturligvis politisk. Vi sidder i byrådet af og for folket, hverken mere eller mindre, så derfor er politiske holdninger helt legale.

Hvad der måske er mindre legalt er, hvis helt personlige overvejelser a la: “Ingen møller, hvor jeg selv bor” gør for meget indtryk hos byrådsmedlemmerne. Vi sidder trods alt for hele kommunen, ikke for enkelte sogne.

Tags: , , , , , , , , , , , ,