Venstre i Næstved

You are currently browsing articles tagged Venstre i Næstved.

Næstved kommune har i disse uger en vindmølleplan i høring. Et af forslagene er 2 kæmpemøller på Ydernæs og det har skabt en del røre i lokalsamfundet – forståeligt ok.

De to kæmpemøller vil være meget dominerende i lokalområdet som jo, på trods af industribyggeri, er et meget naturskønt område. Tag f.eks. udsigten fra Appenæs over Ydernæs ud mod fjorden en stille aften. Denne udsigt vil helt blive ødelagt af møllerne.

Derudover er der problemet med lavfrekvent støj. Selvom forskere på Aalborg Universitet i flere omgange har advaret mod den lavfrekvente støj fra de meget store vindmøller, så er det indtil nu reelt blevet overhørt af hensyn til vindmølleindustriens interesser.

Fakta synes imidlertid at være at naboer indenfor 2-3 km. fra vindmøllen generes af en vedvarende støj 24/7 når møllen kører. En støj der virker som en konstant brummen.

Der er således gode grunde til at man skal være betænkelig ved opsætning af vindmøller – navnlig på Ydernæs tæt på beboelsesområder – men generelt. Man skal i hvert fald sikre sig, at de ikke kommer til at genere mere end de gavner.

Tags: , , , , , ,

God arkitektur giver optimisme

Hvad er det første man bemærker ved besøg i en ny by? Det er huse, gader, byrum – kort sagt: Arkitekturen; er både det første og det blivende indryk.

Derfor er god arkitektur vigtig og der skal tænkes kvalitet ind i alt byggeri. I mandags gav Ejendomsudvalget startskud til at drøfte, hvilket arkitekturpolitik vi vil have i Næstved og det er vigtigt. Et byggeri ligger jo ikke kun 5 år, men  50 – 100 år, derfor skal der tænkes kvalitet ind fra start også i arkitekturen.

Ikke at vi skal være enige om, hvordan alt skal se ud. Arkitektur må gerne give debat. Også i Næstved har bygninger som Kobberhjørnet, Aquahuset, kulturcenteret Grønnegade (af nogle kaldet “badekabinen”) og Handelsskolens tilbygninger givet debat. Nogle synes de er pragtfulde, andre de er mindre pæne, men alle er de eksempler på arkitektur der giver oplevelser og noget som også folk udenfor Næstved gerne vil se. Modsat f.eks. ventesalen på stationsforpladsen som blot udfylder en funktion, men næppe tiltrækker besøgende i sig selv. Ja, i den bygning er Ungdomsskolens malerier måske det mest oplivende hvad angår arkitektur.

Ligeså har vi kvarterer som f.eks. Gallemarkskvarteret der udmærker sig ved at husene er bygget på en bestemt måde, hvilket gør området til en fornøjelse at opleve, hvorimod visse nyere rækkehusbyggerier ikke på samme måde giver inspiration til en gårtur søndag eftermiddag med udenbys gæster.

En arkitekturpolitik skal give retningslinier og vejledning så bygherrer altid tænker på, hvordan bygningen ser ud og påvirker den plads den står på. Der skal ikke bare tænkes funktion og indhold, men også form og udseende og ethvert byggeri skal tænkes sammen med omgivelserne. Der måske en udfordring i en krisetid, hvor det er billigst for en investor bare at bruge de samme tegninger til det samme kedelige supermarked eller standard byggemarked i mange byer landet over. Den går ikke.

Næstved skal ikke bare have kopier, Næstved skal have spændende byggerier som ved deres bare tilstedeværelse skaber opsigt og glæde. Derfor er det efter min opfattelse helt korrekt når f.eks. byggefirmet Nordicom får “nej tak” til at bygge et standard byggemarked på Vordingborgvej 78, der hvor den gamle krydsfinerfabrik ligger. Vi skal kunne mere, end bare det man også kan se alle mulige andre steder. Vil man bygge standard må man acceptere at blive placeret i et industriområde.

At gennemføre en arkitekturpolitik kræver langsigtet strategi, også i den kommunale forvaltning og i byrådet. Venstre fik i budgetforlig 2012 ind, at Næstved kommune skal have en stadsarkitekt med ansvar for arkitektur og planlægning. Det håber vi sætter yderligere fokus på godt byggeri. Samtidig skal stadarkitekten sikre at der internt i forvaltningerne er fokus på sammenhæng mellem byrum, gader og bygninger.

Næstved kommune er ambitiøs. Vi vil bosætning, vi vil arbejdspladser – vi vil mærke Næstved, som kommunens slogan hedder. Jeg tror en forudsætning også er at høje bymiljøet. Kedelig arkitektur giver mismod og ulyst til at værne om byen, men god arkitektur og høj kvalitet i huse og byrum giver oplevelser, optimisme og godt humør.

Links til sider om arkitektur:

Peter Olesens bøger

Arkitektforeningen

Dansk Arkitektur Center

Wikipedia

Arkitekter i Næstved

Tags: , , , , , , , , , ,

Skal vi have endnu et supermarked på Vordingborgvej? På mandag skal Ejendomsudvalget afgøre om Nordicom må bygge et supermarked ved siden af Føtex. Det er sikkert ikke nogen dårlig idé rent forretningsmæssigt for et supermarked, men hvad så mere?

Grunden hvor postcentralen tidligere år, indbyder klart til mere end blot endnu et supermarked. Den indbyder en høj bygning, hvor vi får en skyline der flugter med den tidligere Told- & Skat bygning. Hele området indbyder til at man bygger kontorer, erhvervslokaler, udvikling – ikke bare endnu et fladt supermarked som kan ligge hvor som helst.

Derfor synes jeg man bør sige “nej tak” til Nordicoms planer. At lave et byggemarked i den gamle krydsfinerfabrik (eller en nybygning der) er en udmærket idé. Men, vi skal være mere ambitiøse på det vigtige erhvervsområdes vegne, end bare sige ja til endnu mere handel med mælk og skumfiduser.

Lad os få et projekt med visioner og ambition. Ikke laveste fællesnævner.

Tags: , , , , , ,

Skoler er ikke pizzaer mener det radikale byrådsmedlem Henning Jørgensen d. 7/11 og det er jo helt rigtigt, men Henning har alligevel fået pizzaen galt i halsen når det gælder offentliggjorte karakterlister.

Jeg har kaldt det taberagtigt at R-S-SF regeringen forbyder karakterlister for skolerne, fordi offentliggjorte karakterlister gør det nemt for forældrene at sammenligne skolernes resultater.

Som skolelærer ved Henning Jørgensen sikkert at i lokalsamfundet, ved ”man” jo udmærket, hvor de gode skoler er – og hvor de dårlige er. At f.eks. Ll. Næstved Skole – helt korrekt –  har et godt rygte og andre skoler, ingen nævnt/ingen glemt, slæber rundt på et dårligt ry.

En offentliggjort karakterliste giver gennemskuelighed og afslører myter eller fakta. F.eks. at Karrebæk og Ll. Næstved gør det lige så godt som de gode private skoler, medens nogle private gør det dårligere end folkeskolen.

Henning Jørgensen mener ikke forældrene vil flytte børn, efter en rangliste; men jo: Virkeligheden er, at der bliver shoppet skole. Nogle skoler vælges til og andre vælges fra. Ikke fra år til år, men f.eks. ved skolestarten og ja, forældre vil gerne have at deres børn får den bedste undervisning. Ligesom nogle tilvælger små skoler frem for store.

Nu er det, flg. R-S-SF regeringen hemmeligt, hvem der gør det godt.

Helt modsat andre områder Staten blander sig i.

Når vi køber en pizza, rangordner Staten nemlig gerne med glade eller sure smileyer. Staten rangordner også byggesagkyndige i gode og dårlige – de dårlige udstilles endda på offentlige hjemmesider. Staten rangordner caféer, restauranter, universiteter, banker, aktier og obligationer o.s.v.

Hvorfor må forældrene ikke vide, hvor god deres børns skole er sammenlignet med andre? Er det 70´ernes ”det ikke alle kan lære, må ingen lære” doktrin som dukker frem igen i den ny regering?

I så fald er det kedeligt, for folkeskolen har ikke noget at skjule. Tværtom, mange steder får eleverne en fremragende undervisning. Lad os dog være åbne om det – og karaktererne.

Se i øvrigt karakterlisten for Næstved her.

Tags: , , , , , , , , ,

Nu kan Næstved Lokal Radio også høres på nettet, på samme tidspunkt som udsendelserne sendes i æteren kan man logge på naestved.name og høre udsendelsen.

F.eks. den politiske udsendelse i dag med Kristoffer Petersen, hvor vi drøfter Næstved kommunes budget, Næstved Havn og stenene på stejlepladsen, supermarked på Langelinie i Karrebæksminde – Næstved Varmeværk og naturligvis valget der gik

Udsendelsen sendes lørdag 15 -16, søndag 13 – 14, tirsdag 10 – 11, torsdag 16 – 17 på FM 104,5 MHz og altså på nettet på naestved.name

Udsenselsen ligger også som podcast her på bloggen under siden “radioudsensendelser.”

Tags: , , , , , , , , , ,

Her er et synspunkt som jeg har skrevet sammen med min byrådskollega Flemming Jay. Vi skal have sat byggeriet af HGs hal 2 og Næstved Hallernes hal 3 i gang, så de kan åbne i 2013! Glem alt om Arena i Næstved, men lad os udbygge de gode haller vi har til glæde for idræt, events og bl.a. basket, hvor Team Fog jo er i toppen af ligaen.

To store halprojekter er på vej i Næstved og det bør Næstved byråd støtte aktivt.

Det ene er HGs imponerende forslag om en hal 2 og det andet er Næstved Hallernes længe nærede ønske om hal 3.

HG har brug for mere plads og moderne forhold – og en ekstra dimension tilføjes med ”Fodsporet”s startområde. Den gamle hal har mange hårde år på bagen og det kan ses. HG har desuden brug for langt flere haltimer og har derfor selv lavet et forslag til en ny hal – og kan selv skaffe en del af pengene.

Inde midt i Næstved ligger Næstved Hallerne. Hallerne bruges til idræt, men også langt mere end det. Hal 1 er Næstveds store koncerthal og det er hele områdets samlingspunkt til messer og store møder. Men, Næstved Hallerne er også stedet for elitesport, nemlig basket og pladsen er trang. En ny opvisnings-eventhal er nødvendig for at både sporten/eliteidrætten, messer og kommunens store kulturelle begivenheder kan få optimale rammer.

Når vi anbefaler at gå i gang med begge haller, er det ikke “kun” badminton og holdboldtræning som er i fokus. Hallerne er samlingssteder som trækker folk fra langt uden for kommunens grænser. De er flagskibe som trækker omsætning til som giver vækst og jobs, og uundværlige faciliteter i Mærk Næstved – visionen.

Tiderne er vanskelige, ikke mindst i den kommunale økonomi, det ved vi godt. Men, vi må have projekterne ind i kommunens langtidsbudget så man kan få en startdato, så planlægningen kan gå i gang.

Tags: , , , , , , , ,

Bliver skolebørnene snydt for en gangbro over Østre Ringvej? Noget tyder på det, hvis man ser Teknisk Udvalgs beslutning d. 20.6. i år, hvor man beslutter at der ikke skal arbejdes videre med en gangbro over vejen.

I stedet vil man trafiksanere krydset. Der er noget med bedre afmærkning på vejbanen etc. og er da et udmærket skridt på vejen, men det er stadig et farligt kryds.

Men, i skoleforliget indgået mellem S-SF-Rad-K står der, at man vil lave sikker skolevej ved krydset som er et farligt sted og der er afsat 3 mio. kr. til formålet. Alle har indtil nu ment at det betød en gangbro over ringvejen, men åbenbart ikke. Det er for vanskeligt, mener Teknisk Udvalg som dog godt nok ikke har orienteret Børneudvalget om den beslutning.

At lave ekstra markering på asfalten m.v. koster jo ikke 3 mio. kr, så hvad skal der ske med resten af pengene? Skal de bare ned i kassen?

Hvis ikke der bygges gangbro – hvilket man bør undersøge en gang til – så bør de penge bruges til cykelstier andre steder, hvor der mangler sikker skolevej.

Nu kommer sagen i hvert fald op i Børneudvalget igen, hvor Venstre har bedt om at få drøftet sagen.

Tags: , , , , ,

Betaler fjernvarmeforbrugerne i Næstved for meget for varmen? Det spørgsmål er rejst i Sjællandske, og svaret må indtil videre være: Ja, det gør vi nok.

Venstre har bedt kommunens Ejendomsudvalg om at se på sagen, for kommunen er også en stor kunde. Næstved kommune køber årligt fjernvarme for 20 mio. kr., så hvis prisen kan komme bare 5% ned, så er der en rund million at spare.

Og, prisen er høj. Årsagen er åbenbart, at når Næstved Varmeværk skal købe affaldsvarme fra Affald Plus, så er prisen pr. gigajoule meget højere, end andre steder i landet. Her giver varmeværket 107 kr. pr. Gj, medens Energistyrelsen officielt har lagt et loft på 72 kr. pr. Gj, når varmen skal sælges på baggrund af affaldsforbrænding.

Se, nu er der jo rigtigt fornuftigt at brænde affald af og bruge varme til opvarmning, men vi skal naturligvis ikke betale overpris. Derfor vedtog Ejendomsudvalget mandag, på Venstres forslag, at spørge Affald Plus og varmeværket, hvordan priserne hænger sammen. Dels, hvorfor prisen er så høj, dels hvorfor den er meget højere end Energistyrelsen normalt tillader.

Sagen er sendt til kommunens Økonomiudvalg, som vi beder stille spørgsmålene.

Se i øvrigt om varmeprisen i næstved på denne side: varmepris.dk

Tags: , , , , ,

Selvfølgelig skal Lille Næstved Skole have lov at lave en SFO 2 for deres elever. Derfor kommer sagen nu også fra Børneudvalget og op i byrådet, eftersom et flertal i udvalget sagde nej til ideen.

Det er der imidlertid ingen grund til at gøre. Skolens ledelse vil selv organisere pasningstilbuddet til de 4. – 6. klasses elever, med helt normal pædagogisk normering  og for de forældre/elever som gerne vil have tilbuddet. Kommunen skal slet ikke blandes ind i det økonomisk.

Kommunen bør bare sige “ja tak” til et forsøgsprojekt på Ll. Næstved Skole. Hvis det bliver en succes kan det blive eksempel til efterfølgelse – hvis det bliver en fiasko kan man blot stoppe projektet igen. Det er helt op til skolen og skolebestyrelsen.

Tags: , , , ,

Det er faktisk ren arrogance når et flertal i byrådet siger nej til at sælge Margretheskolen til den forældregruppe som gerne vil lave friskole.

I Tybjerg havde byrådet ingen problemer med at sælge direkte til forældrene, men det kan åbenbart ikke lade sig gøre nogle kilometer længere mod vest.

Hvorfor?

Der kan være flere mulige grunde.

1. Skolestrukturen falder sammen. Det tror jeg ikke. Selvom Magretheskolen som friskole skulle få 100 elever, så vil det ikke påvirke Næstveds samlede skolevæsen marginalt og reelt er prisen for kommunen på en privatskole lavere end vores gennemsnitsudgift i folkeskolen.

2. Hyllinge skole mister elever. Måske, men skulle Hyllinge så miste 10 – 15 elever fordi nogle gerne vil fortsætte med at gå på Margretheskolen, så klarer Hyllinge sig nok endda. Hyllinge er på vej frem og op igen efter et stort dyk i populariteten.  Fremgangen skyldes ikke mindst den ny skoleleder, så det skal Hyllinge skole nok klare.

3. Prisen for skolen. Tja, forældrene har tilbudt 3,5 mio. kr. og det er så også den pris skolen skal udbydes til i frit udbud nu, så kommunen får næppe flere penge i hånden ved at udbyde, end ved at sælge direkte til forældrene. Tværtom har kommunen den risiko, at man ikke får et bud på 3,5 mio. kr., men kun lavere bud. Og, hvad så? Skal skolen så rives ned?

4. “De må ikke i gl. Næstved,” når vi ikke kan! Ligger der lidt skjult jalousi i beslutningen? Måske. Nu lukker byrådet f.eks. skolen i Skelby og børnehaven samme sted er også lige blevet besluttet lukket. Kunne der i byrådsflertallets nej til at sælge til forældrene ved Margretheskolen ligge lidt “når vi mister vores skole, må de heller ikke få en privatskole i Næstved.”

Under alle omstændigheder er det svært at se de saglige argumenter for at skolebygningerne, der jo kun kan bruges til skole, nu skal udbydes i stedet for at blive solgt direkte til forældregruppen så de har tid til at forberede friskolen i sikre rammer.,

Når der står forældre klar med engagement og aktiv deltagelse i deres børns udvikling – og hele landsbysamfundets udvikling – så bør byrådet ikke modarbejde det. Men, det er hvad man gør og til med arrogant.

Tags: , , , , , , , ,

« Older entries § Newer entries »