
Du browser i øjeblikket artikler tagget Venstre i Næstved.

Tags: betalingsring, bilpendlere, Carsten Rasmussen, Magnus Heunicke, Næstved, Næstved kommune, pendlere, Venstre i Næstved
I december skrev jeg til Næstved borgmester Carsten Rasmussen og foreslog at lave en hvidbog om betalingsringens konsekvenser, hvis den kommer. Jeg tror konsekvenserne bliver negative for Næstved, fordi vi har mange håndværkere og pendlere, som kører i bil til København.
Desværre afslog borgmesteren forslaget, men det kommer igen. Helt præcist på Økonomiudvalgets møde d. 23. januar, hvor jeg har bedt om at få sagen på.
Næsten alle socialdemokratiske borgmestre har efterhånden sagt nej tak til betalingsringen. Det gælder bl.a. borgmestrene på Københavns vestegn, men også borgmestrene i Køge og Roskilde samt Lejre, som oven i købet er SF-borgmester. Ja, Roskildes borgmester Joy Mogensen kalder ligefrem betalingsringen at krigserklæring mod Sjælland.
Heller ikke inden bag ringen, finder man længere den store opbakning. F.eks. har Frederiksberg kommune været imod og nu siger Frederiksbergs socialdemokratiske viceborgmester nej tak til ringen.
Betalingsringen er et taberprojekt mener Niels Krause Kjær i Berlingske og mon ikke han har ret.
For håndværkere og pendlere fra Næstved – og for Næstved kommune – er den i hvert fald et taberprojekt som vi af al magt skal søge at undgå kommer til verden.
Her er brevet til borgmesteren:
“Kære Carsten
Enhver der har kørt på motorvejen mod København en morgenstund, eller hjem fra hovedstaden om eftermiddagen, ved at der er mange varevogne fra Næstved-firmaer på vejen, navnlig håndværkere som har arbejde i hovedstaden. Derudover kommer en store pendlertrafik, med folk som bruger privatbilen til og fra arbejde i hovedstaden. Der er ingen tvivl om at rigtig mange Næstved-skattekroner hentes ved at vores borgere og virksomheder arbejder i København.
Hvis Regeringen indfører den varslede betalingsring om København, frygter jeg at Næstved kommune bliver ramt hårdt, på to leder:
1. Vi er en bosætningskommune, hvor flere tusinde dagligt pendler ud af kommunen mod hovedstaden. Mange i tog, men også mange i bil. Bliver det markant dyrere at køre til arbejde, bliver det automatisk vanskeligere for os at trække tilflyttere til. Det er svært nok i forvejen, med de faldende boligpriser i hovedstaden.
2. Næstved kommune har mange virksomheder indenfor håndværk, bygge- og anlæg, ikke mindst mange selvstændige og mindre virksomheder. De finder meget af deres arbejde i København og får helt uforskyldt en dårligere konkurrencesituation, hvis der indføres en betalingsring. Det vi koste arbejdspladser. Derudover så er offentlig trafik ikke noget alternativ for håndværkerne selvom den (man skulle måske sige: Hvis) bliver forbedret. Man kan jo ikke have skruemaskiner og malerbøtter med i toget.
Jeg foreslår derfor at Næstved kommune, allerede nu, laver en hvidbog om betalingsringens konsekvenser for os.
Hvidbogen bør som minimum indeholde
- fakta om bil-pendlertrafikken til/fra Næstved kommune
- et rundspørge til erhvervsvirksomheder i Næstved om konsekvenserne for dem
- en beregning på, hvor store en del af kommunens skatteindtægter bilpendlere og håndværkere henter i København
- en forventning på, hvad det betyder for Næstved kommune, hvis betalingsringen indføres.
- en række eksempler på, hvorfor pendlere er nødt til at bruge bilen.
Mange borgmestre fra Københavns omegn, men også fra Roskilde og Køge, har protesteret mod betalingsringen, senest Roskildes borgmester Joy Mogensen der i Politiken citeres for at sige: “Det er altså en krigserklæring over for alle dem, der bor uden for Københavns Kommune. Det ville klæde regeringen, at være en regering for hele landet og ikke kun københavnerne.”
Joy Mogensen har jo ret derhen at København ikke er en isoleret ø. Alle kommuner på Sjælland er i dag pendleropland til København. Sådan var det ikke for 20 år siden, men sådan er det i dag. Beslutninger om Københavns trafik vedrører derfor i høj grad os alle.
For mig at se vil betalingsringen have klare negative konsekvenser i form at mistet bosætning, dårligere vilkår for vores erhvervsliv og efterfølgende mistede skatteindtægter. Bestemt ikke noget vi har brug for nu, hvor vi med Mærk Næstved netop forsøger at skabe optimisme.
Lad os derfor få belyst en betalingsrings konsekvenser for Næstved og sammen med en række andre kommuner forsøge at få forslaget om betalingsringen ”lagt ned” inden ringen kommer til at gøre skade.
Regeringen vil åbenbart køre betalingsringen som en hastesag i foråret. Vi må derfor reagere hurtigt og jeg opfordrer derfor dig til at nedsætte en task force til at udarbejde en hvidbog så hurtigt som muligt.
Med venlig hilsen
Søren Revsbæk”
Se i øvrigt også betalingsrings-modstandernes hjemmeside på facebook.
Tags: betalingsring, Carsten Rasmussen, joy mogensen, København, marie stærke, Næstved, pendlere, Venstre i Næstved, økonomiudvalget
Næstved kommune har i disse uger en vindmølleplan i høring. Et af forslagene er 2 kæmpemøller på Ydernæs og det har skabt en del røre i lokalsamfundet – forståeligt ok.
De to kæmpemøller vil være meget dominerende i lokalområdet som jo, på trods af industribyggeri, er et meget naturskønt område. Tag f.eks. udsigten fra Appenæs over Ydernæs ud mod fjorden en stille aften. Denne udsigt vil helt blive ødelagt af møllerne.
Derudover er der problemet med lavfrekvent støj. Selvom forskere på Aalborg Universitet i flere omgange har advaret mod den lavfrekvente støj fra de meget store vindmøller, så er det indtil nu reelt blevet overhørt af hensyn til vindmølleindustriens interesser.
Fakta synes imidlertid at være at naboer indenfor 2-3 km. fra vindmøllen generes af en vedvarende støj 24/7 når møllen kører. En støj der virker som en konstant brummen.
Der er således gode grunde til at man skal være betænkelig ved opsætning af vindmøller – navnlig på Ydernæs tæt på beboelsesområder – men generelt. Man skal i hvert fald sikre sig, at de ikke kommer til at genere mere end de gavner.
Tags: lavfrekvent støj, Næstved, Søren Revsbæk, Venstre i Næstved, vindmølleplan, vindmøller ydernæs, ydernæs
God arkitektur giver optimisme
Hvad er det første man bemærker ved besøg i en ny by? Det er huse, gader, byrum – kort sagt: Arkitekturen; er både det første og det blivende indryk.
Derfor er god arkitektur vigtig og der skal tænkes kvalitet ind i alt byggeri. I mandags gav Ejendomsudvalget startskud til at drøfte, hvilket arkitekturpolitik vi vil have i Næstved og det er vigtigt. Et byggeri ligger jo ikke kun 5 år, men 50 – 100 år, derfor skal der tænkes kvalitet ind fra start også i arkitekturen.
Ikke at vi skal være enige om, hvordan alt skal se ud. Arkitektur må gerne give debat. Også i Næstved har bygninger som Kobberhjørnet, Aquahuset, kulturcenteret Grønnegade (af nogle kaldet “badekabinen”) og Handelsskolens tilbygninger givet debat. Nogle synes de er pragtfulde, andre de er mindre pæne, men alle er de eksempler på arkitektur der giver oplevelser og noget som også folk udenfor Næstved gerne vil se. Modsat f.eks. ventesalen på stationsforpladsen som blot udfylder en funktion, men næppe tiltrækker besøgende i sig selv. Ja, i den bygning er Ungdomsskolens malerier måske det mest oplivende hvad angår arkitektur.
Ligeså har vi kvarterer som f.eks. Gallemarkskvarteret der udmærker sig ved at husene er bygget på en bestemt måde, hvilket gør området til en fornøjelse at opleve, hvorimod visse nyere rækkehusbyggerier ikke på samme måde giver inspiration til en gårtur søndag eftermiddag med udenbys gæster.
En arkitekturpolitik skal give retningslinier og vejledning så bygherrer altid tænker på, hvordan bygningen ser ud og påvirker den plads den står på. Der skal ikke bare tænkes funktion og indhold, men også form og udseende og ethvert byggeri skal tænkes sammen med omgivelserne. Der måske en udfordring i en krisetid, hvor det er billigst for en investor bare at bruge de samme tegninger til det samme kedelige supermarked eller standard byggemarked i mange byer landet over. Den går ikke.
Næstved skal ikke bare have kopier, Næstved skal have spændende byggerier som ved deres bare tilstedeværelse skaber opsigt og glæde. Derfor er det efter min opfattelse helt korrekt når f.eks. byggefirmet Nordicom får “nej tak” til at bygge et standard byggemarked på Vordingborgvej 78, der hvor den gamle krydsfinerfabrik ligger. Vi skal kunne mere, end bare det man også kan se alle mulige andre steder. Vil man bygge standard må man acceptere at blive placeret i et industriområde.
At gennemføre en arkitekturpolitik kræver langsigtet strategi, også i den kommunale forvaltning og i byrådet. Venstre fik i budgetforlig 2012 ind, at Næstved kommune skal have en stadsarkitekt med ansvar for arkitektur og planlægning. Det håber vi sætter yderligere fokus på godt byggeri. Samtidig skal stadarkitekten sikre at der internt i forvaltningerne er fokus på sammenhæng mellem byrum, gader og bygninger.
Næstved kommune er ambitiøs. Vi vil bosætning, vi vil arbejdspladser – vi vil mærke Næstved, som kommunens slogan hedder. Jeg tror en forudsætning også er at høje bymiljøet. Kedelig arkitektur giver mismod og ulyst til at værne om byen, men god arkitektur og høj kvalitet i huse og byrum giver oplevelser, optimisme og godt humør.
Links til sider om arkitektur:
Tags: aquahuset, arkitektur, arkitekturpolitik, budgetforlig 2012, kobberhjørnet, mærk næstved, Næstved kommune, revsbæk, stadsarkitekt, Venstre i Næstved, vordingborgvej
Skal vi have endnu et supermarked på Vordingborgvej? På mandag skal Ejendomsudvalget afgøre om Nordicom må bygge et supermarked ved siden af Føtex. Det er sikkert ikke nogen dårlig idé rent forretningsmæssigt for et supermarked, men hvad så mere?
Grunden hvor postcentralen tidligere år, indbyder klart til mere end blot endnu et supermarked. Den indbyder en høj bygning, hvor vi får en skyline der flugter med den tidligere Told- & Skat bygning. Hele området indbyder til at man bygger kontorer, erhvervslokaler, udvikling – ikke bare endnu et fladt supermarked som kan ligge hvor som helst.
Derfor synes jeg man bør sige “nej tak” til Nordicoms planer. At lave et byggemarked i den gamle krydsfinerfabrik (eller en nybygning der) er en udmærket idé. Men, vi skal være mere ambitiøse på det vigtige erhvervsområdes vegne, end bare sige ja til endnu mere handel med mælk og skumfiduser.
Lad os få et projekt med visioner og ambition. Ikke laveste fællesnævner.
Tags: arkitektur, havneparken, nordicom, Næstved, supermarked, Venstre i Næstved, vordingborgvej
Skoler er ikke pizzaer mener det radikale byrådsmedlem Henning Jørgensen d. 7/11 og det er jo helt rigtigt, men Henning har alligevel fået pizzaen galt i halsen når det gælder offentliggjorte karakterlister.
Jeg har kaldt det taberagtigt at R-S-SF regeringen forbyder karakterlister for skolerne, fordi offentliggjorte karakterlister gør det nemt for forældrene at sammenligne skolernes resultater.
Som skolelærer ved Henning Jørgensen sikkert at i lokalsamfundet, ved ”man” jo udmærket, hvor de gode skoler er – og hvor de dårlige er. At f.eks. Ll. Næstved Skole – helt korrekt – har et godt rygte og andre skoler, ingen nævnt/ingen glemt, slæber rundt på et dårligt ry.
En offentliggjort karakterliste giver gennemskuelighed og afslører myter eller fakta. F.eks. at Karrebæk og Ll. Næstved gør det lige så godt som de gode private skoler, medens nogle private gør det dårligere end folkeskolen.
Henning Jørgensen mener ikke forældrene vil flytte børn, efter en rangliste; men jo: Virkeligheden er, at der bliver shoppet skole. Nogle skoler vælges til og andre vælges fra. Ikke fra år til år, men f.eks. ved skolestarten og ja, forældre vil gerne have at deres børn får den bedste undervisning. Ligesom nogle tilvælger små skoler frem for store.
Nu er det, flg. R-S-SF regeringen hemmeligt, hvem der gør det godt.
Helt modsat andre områder Staten blander sig i.
Når vi køber en pizza, rangordner Staten nemlig gerne med glade eller sure smileyer. Staten rangordner også byggesagkyndige i gode og dårlige – de dårlige udstilles endda på offentlige hjemmesider. Staten rangordner caféer, restauranter, universiteter, banker, aktier og obligationer o.s.v.
Hvorfor må forældrene ikke vide, hvor god deres børns skole er sammenlignet med andre? Er det 70´ernes ”det ikke alle kan lære, må ingen lære” doktrin som dukker frem igen i den ny regering?
I så fald er det kedeligt, for folkeskolen har ikke noget at skjule. Tværtom, mange steder får eleverne en fremragende undervisning. Lad os dog være åbne om det – og karaktererne.
Se i øvrigt karakterlisten for Næstved her.
Tags: åbne karakterlister, folkeskolen, henning jørgensen, karakterlister, Karrebæk skole, Ll. Næstved skole, næstved byråd, Radikale Venstre i Næstved, Søren Revsbæk, Venstre i Næstved
Nu kan Næstved Lokal Radio også høres på nettet, på samme tidspunkt som udsendelserne sendes i æteren kan man logge på naestved.name og høre udsendelsen.
F.eks. den politiske udsendelse i dag med Kristoffer Petersen, hvor vi drøfter Næstved kommunes budget, Næstved Havn og stenene på stejlepladsen, supermarked på Langelinie i Karrebæksminde – Næstved Varmeværk og naturligvis valget der gik
Udsendelsen sendes lørdag 15 -16, søndag 13 – 14, tirsdag 10 – 11, torsdag 16 – 17 på FM 104,5 MHz og altså på nettet på naestved.name
Udsenselsen ligger også som podcast her på bloggen under siden “radioudsensendelser.”
Tags: budget, Karrebæksminde, kristoffer petersen, Langelinie, lokalradio, Næstved, Næstved Havn, næstved varmeværk, stejlepladsen, Søren Revsbæk, Venstre i Næstved
Her er et synspunkt som jeg har skrevet sammen med min byrådskollega Flemming Jay. Vi skal have sat byggeriet af HGs hal 2 og Næstved Hallernes hal 3 i gang, så de kan åbne i 2013! Glem alt om Arena i Næstved, men lad os udbygge de gode haller vi har til glæde for idræt, events og bl.a. basket, hvor Team Fog jo er i toppen af ligaen.
To store halprojekter er på vej i Næstved og det bør Næstved byråd støtte aktivt.
Det ene er HGs imponerende forslag om en hal 2 og det andet er Næstved Hallernes længe nærede ønske om hal 3.
HG har brug for mere plads og moderne forhold – og en ekstra dimension tilføjes med ”Fodsporet”s startområde. Den gamle hal har mange hårde år på bagen og det kan ses. HG har desuden brug for langt flere haltimer og har derfor selv lavet et forslag til en ny hal – og kan selv skaffe en del af pengene.
Inde midt i Næstved ligger Næstved Hallerne. Hallerne bruges til idræt, men også langt mere end det. Hal 1 er Næstveds store koncerthal og det er hele områdets samlingspunkt til messer og store møder. Men, Næstved Hallerne er også stedet for elitesport, nemlig basket og pladsen er trang. En ny opvisnings-eventhal er nødvendig for at både sporten/eliteidrætten, messer og kommunens store kulturelle begivenheder kan få optimale rammer.
Når vi anbefaler at gå i gang med begge haller, er det ikke “kun” badminton og holdboldtræning som er i fokus. Hallerne er samlingssteder som trækker folk fra langt uden for kommunens grænser. De er flagskibe som trækker omsætning til som giver vækst og jobs, og uundværlige faciliteter i Mærk Næstved – visionen.
Tiderne er vanskelige, ikke mindst i den kommunale økonomi, det ved vi godt. Men, vi må have projekterne ind i kommunens langtidsbudget så man kan få en startdato, så planlægningen kan gå i gang.
Tags: flemming jay, hal 3, HG, hg hal 2, hæstved hallen, næstved byråd, næstved hallerne, Team FOG Næstved, Venstre i Næstved
Bliver skolebørnene snydt for en gangbro over Østre Ringvej? Noget tyder på det, hvis man ser Teknisk Udvalgs beslutning d. 20.6. i år, hvor man beslutter at der ikke skal arbejdes videre med en gangbro over vejen.
I stedet vil man trafiksanere krydset. Der er noget med bedre afmærkning på vejbanen etc. og er da et udmærket skridt på vejen, men det er stadig et farligt kryds.
Men, i skoleforliget indgået mellem S-SF-Rad-K står der, at man vil lave sikker skolevej ved krydset som er et farligt sted og der er afsat 3 mio. kr. til formålet. Alle har indtil nu ment at det betød en gangbro over ringvejen, men åbenbart ikke. Det er for vanskeligt, mener Teknisk Udvalg som dog godt nok ikke har orienteret Børneudvalget om den beslutning.
At lave ekstra markering på asfalten m.v. koster jo ikke 3 mio. kr, så hvad skal der ske med resten af pengene? Skal de bare ned i kassen?
Hvis ikke der bygges gangbro – hvilket man bør undersøge en gang til – så bør de penge bruges til cykelstier andre steder, hvor der mangler sikker skolevej.
Nu kommer sagen i hvert fald op i Børneudvalget igen, hvor Venstre har bedt om at få drøftet sagen.
Tags: gangbro, Lindebjergskolen, skoleforlig, Sydbyskolen, Venstre i Næstved, østre ringvej
Betaler fjernvarmeforbrugerne i Næstved for meget for varmen? Det spørgsmål er rejst i Sjællandske, og svaret må indtil videre være: Ja, det gør vi nok.
Venstre har bedt kommunens Ejendomsudvalg om at se på sagen, for kommunen er også en stor kunde. Næstved kommune køber årligt fjernvarme for 20 mio. kr., så hvis prisen kan komme bare 5% ned, så er der en rund million at spare.
Og, prisen er høj. Årsagen er åbenbart, at når Næstved Varmeværk skal købe affaldsvarme fra Affald Plus, så er prisen pr. gigajoule meget højere, end andre steder i landet. Her giver varmeværket 107 kr. pr. Gj, medens Energistyrelsen officielt har lagt et loft på 72 kr. pr. Gj, når varmen skal sælges på baggrund af affaldsforbrænding.
Se, nu er der jo rigtigt fornuftigt at brænde affald af og bruge varme til opvarmning, men vi skal naturligvis ikke betale overpris. Derfor vedtog Ejendomsudvalget mandag, på Venstres forslag, at spørge Affald Plus og varmeværket, hvordan priserne hænger sammen. Dels, hvorfor prisen er så høj, dels hvorfor den er meget højere end Energistyrelsen normalt tillader.
Sagen er sendt til kommunens Økonomiudvalg, som vi beder stille spørgsmålene.
Se i øvrigt om varmeprisen i næstved på denne side: varmepris.dk
Tags: affald plus, fjernvarme, Næstved kommune, næstved varmeværk, varmepris, Venstre i Næstved

